Drikkelag, – saa meget som muligt for sig selv med faa fortrolige Venner, navnlig Drottseten, ved Navn Paal, Arnfinn Thjovssøn, og Henrik Skott[1]. Disse tre vare saa godt som altid om ham, navnlig Paal, der endog om Natten laa i samme Seng som han. Men en Aften, da Paal gik til Sengs, saa Kongen, at han havde en dragen Kniv i Haanden. Kongen fik i Hast grebet ham om Haanden og raabte paa de andre, at de skulde komme ham til Hjelp. De grebe strax Paal, og vilde have dræbt ham, men Kongen forbød dem at tilføje ham noget Ondt, derfor kastede de ham kun paa Døren. Kongen holdt saa meget af Paal, at han heller ikke siden straffede ham, men kun afskedigede ham fra sin Tjeneste og tillod ham fremdeles at bo i Byen; Kniven gav han Henrik Skott i Forvaring, og forbød ham at nævne det mindste om denne Sag, førend han selv aabenbarede den. Lidt efter kom Kongens Broder Skule og hans Svoger Jon paa Austraat til Byen. Kongen fortalte Skule, hvad der havde tildraget sig, men tog i Forvejen det Løfte af ham, at han ikke skulde gjøre Paal noget ondt derfor, og sagde, at han vilde sende ham ud af Landet. Heraf blev der imidlertid intet, uagtet et Par Aar gik hen; ja det synes endog, som om Kongen atter tog Paal i sin Tjeneste, thi Paal drog, heder det, med ham som tilforn, og naar Skule spurgte, om han da ikke snart vilde gjøre Alvor af at sende ham bort, havde han altid et eller andet Paaskud, hvorfor det ikke strax kunde skee. Tilsidst blev Skule kjed af at vente, men passede paa engang, da Kongen med sin Hird opholdt sig i Throndhjem, og dræbte Paal (1213), hvorved han tillige understøttedes af sin Svoger Jon, til hvem han altsaa maa have fortalt Historien. Kongen, siges der, blev meget ilde tilmode derved, da Paal havde betroet ham, efter hvis Tilskyndelse han havde efterstræbt hans Liv, og Kongen, der saaledes ikke egentlig tilregnede ham Forræderiet, havde holdt alting hemmeligt „for Freds og Roligheds Skyld [2].“ Sagaen undgaar, som det synes, med Flid at nævne Ophavsmanden, men der kan vel neppe være nogen Tvivl om, at det var Haakon Jarl eller dennes Hustru Christina, og at i det mindste den offentlige Mening anklagede dem for dette svigefulde Anslag, da det nu ved Drottsetens Drab blev bekjendt.
Naar Mistanken skulde falde paa en af dem, maatte den vel snarest
- ↑ Tilnavnet viser, at han maa hæve været en Skoter; en Henrik Gut, der blev brugt ved en Sendelse til Skotland i 1264, omtales senere, men kan ej være ham, der i saa Fald blev for gammel.
- ↑ Fornm. S. IX, 204. Begivenheden henføres til samme Vinter, Haakon Jarl døde, altsaa til Vintren 1213–14, men da Jarlen døde strax efter Juul, forefaldt Paals Drab rimeligviis sidst i 1213. Og da „nogle Aar“ gik hen mellem dette og Forræderiet, maa det sidste henføres til omkring 1211.
