altsaa med en ikke ubetydelig Styrke, hvilket viser, at det enten var hans Hensigt, at indgyde Bønderne Frygt, eller at han i alle Fald ej ansaa det raadeligt at møde dem uden med tilstrækkelig Bedækning, i Tilfælde af at det skulde komme til alvorligere Optrin. Men ogsaa Bønderne paa deres Side belavede sig paa at sætte haardt mod haardt, thi da Kongen og hans Mænd kom, fandt de dem fuldt bevæbnede, som til en Strid, og lejrede i en fast Stilling oppe under Bjerget, der begrændsede Thingpladsen. Kongen sendte først sin Broder Skule op til dem, for at overtale dem med det gode til at komme ned. Men de vægrede sig. Da red Erik Foss, som det synes, af egen Tilskyndelse op til dem, og bad dem at komme ned og thinge med Kongen; da de fremdeles gjorde Vanskeligheder, red han i Hidsighed hen til en af Bønderne, og slog ham med sit Spydskaft mellem Skuldrene. Da vendte Bonden sig om, og hugg til ham med en stor Øxe. Hugget traf Laaret, som gik reent af, og Erik styrtede halvdød af Hesten. Dette var Tegnet for Bønderne til at begynde et almindeligt Angreb. De toge deres Øxer, Spyd og Sverd, og styrtede med stor Heftighed ned ad Bjerget imod Kongen. Denne befalede sine Folk at trække sig tilbage, da han, som han sagde, ikke vilde stride med sine egne Bønder. Men Bønderne forfulgte ham, og nedlagde nogle af hans Mænd. Da raabte Skule Kongsbroder, at Kongen burde vende om igjen, og ikke taale at Bønderne dræbte hans Mænd. Kongen fulgte Opfordringen, lod gjøre Holdt, og Merket føre frem mod Bønderne. Disse kunde ej holde Stand, men da flere af dem vare faldne, grebe de Flugten, forfulgte af Birkebeinerne, som det heder, baade til Lands og Vands (1213). Der kom saaledes ikke for denne Gang til noget Forlig, og hele Indhered maa altsaa have været i fuldkommen Oprørstilstand. Der synes heller ikke at have været noget Udsigt til at dæmpe dette Oprør, saa længe Haakon Jarl levede, thi almindeligviis mistænkte man, neppe uden Grund, ham og hans Ven Erkebiskoppen for at have ophidset Bønderne dertil, og det var ikke rimeligt, at disse vilde give efter, naar de havde saa mægtige hemmelige Venner i Ryggen[1].
Allerede et Par Aar før, som det synes, og maaskee samtidigt med Haakons skuffede Bestræbelser for at erhverve Kongemagten, var der forefaldet en Begivenhed, der havde et højst mistænkeligt Udseende, og som rimeligviis ogsaa sattes i Forbindelse med den Skinsyge, Haakon følte mod sin Broder. Kong Inge, der, som vi forhen have nævnt, efter den Rystelse, han havde faaet ved Baglernes pludselige Overfald paa Byen i 1206, aldrig følte sig ret tilpas, og hadede al Støj og Bulder, holdt sig – til stor Ærgrelse for mange af hans Mænd, der helst ønskede støjende
- ↑ Fornm. S. IX. 202.
