Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/569

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
551
1213. Dronning Christinas Død.

store som ellers Tyvesesser plejede at være, for at bruge dem ved Mødet, og saaledes alligevel overliste Baglerne. Da disse hørte dette, vilde de naturligviis ikke komme til Mødet, og saaledes blev alt ved det gamle. Men disse Fartøjer bleve kaldte Fredsbrydere eller Sættaspiller (Forligs-Spildere), hvilke Navne de siden efter ogsaa beholdt[1].

Kort efter døde Dronning Christina i Barselseng, efter at have født et Barn til Verden (1213), som kun overlevede hende en føje Tid. Da det var dødt, lod Philip det besee af mange troværdige Mænd, og lod siden lyse til Thinge, at Barnet havde overlevet sin Moder, thi derved blev han Arving til alt hendes Gods[2]. Da han saaledes ingen Søn eller Arving havde at efterlade sit Kongedømme til, og derhos havde tabt den Støtte, han havde haft i sin højbyrdige og ærgjerrige Dronning, var han heller ikke saa meget at frygte, som før, og viste vel heller ikke selv saa megen Iver i at værne om sin Anseelse. Man lod ham derfor i Ro, og det vilde vel heller ikke have bekommet Birkebeinerne synderlig vel at angribe ham, da han var særdeles yndet af sine Undersaatter. Denne Yndest tiltog især ved den Fasthed, hvormed han tog Tunsbergsmændenes Parti mod sin fra Danmark hjemkomne Broder Andres Simonssøn, da denne, som bar et uforsonligt Nag til Tunsbergsmændene, fordi de for over 20 Aar siden havde været med at fælde hans Fader, Simon Kaaressøn, som dengang stod i Spidsen for Varbelgerne, ved Bristein[3], nu paastod at ville tage Hevn over dem, navnlig de Mænd, som dengang havde været deres Anførere, Thorlak Ulfgestsøn, Ulf svarte, og flere. Da de merkede, at Hr. Andres, som man kaldte ham, havde saadanne Planer fore, søgte de Hjelp hos Kong Philip, og han lod Andres vide, at da de toge ham til Konge, havde han aldeles opgivet denne Sag, saa at de ingen Ulempe skulde have deraf. Andres indvendte, at da de begge vare sambaarne Brødre af samme Fader og Moder, kunde Kongen ikke formene ham at gjøre Brug af sin lovlige Ret til at kræve Bod efter sin Fader. Men Philip satte sig saa bestemt imod denne ufornuftige Plan, og tog sig saa ivrigt af Bøndernes Sag, at han endog fratog sin Broder alle de store Forleninger, han havde givet ham, og lod ham kun beholde to Tjenere til Opvartning. Saaledes maatte Hr. Andres finde sig i at lade det blive, som Kongen vilde have det. Havde han faaet sin

  1. Inge Baardssøns Saga, hos Peder Claussøn, Fornm. S. II. S. 200, 202. Det var upaatvivlelig et af disse Skibe, som Kong Haakon senere (i 1224) brugte, og som da netop kaldes Sættaspiller, se nedenfor, jvf. Haakon Haakonssøns Saga Cap. 106.
  2. Inge Baardssøns Saga, l. c. S. 202. Aarstallet angives i Annalerne.
  3. Se ovenfor, S. 219, 220.