for godt, i Forening at tvinge dem til Lydighed, fandt det nu raadeligst at begive sig til Norge, forlige sig med Kong Inge og Haakon Jarl, sverge dem Troskabsed, erkjende den norske Konges Lenshøjhed, og udrede den hidtil ikke betalte Skat[1]. Hvad der maaskee end mere stemmede Ragnvald til Føjelighed, var at Kong Johan af England, der i det samme Aar, 1210, gjorde sit bekjendte store Tog til Irland for at underlægge sig Øen, ogsaa sendte en Deel Tropper under en Grev Fulko over til Man, der i 15 Dage, just som Ragnvald og hans fornemste Mænd vare fraværende, lagde Øen ganske øde, og vendte tilbage med Gisler[2]. Det var aabenbart Johans Hensigt, at underkaste sig Man, og tvinge Ragnvald til at erkjende hans Lenshøjhed, hvilken denne ogsaa ved et to Aar senere udstedt Brev virkelig erkjendte[3]; men for Ragnvald maatte det i alle Fald, saa længe han ej havde Olaf at frygte for, visselig være langt bekvemmere eller mindre trykkende, at staa i et Vasallforhold til en fjernere og mindre mægtig Stat som Norge, end at staa i det samme Forhold til Kongen af England, hvis Besiddelser omgave Man paa alle Kanter, og som saaledes til enhver Tid med Lethed kunde sikre sig hans Lydighed. Det synes saaledes at maatte antages, at i det mindste det af Ragnvald i 1212 udstedte Hyldingsbrev til Kong Johan kun har været ham aftvunget. Anderledes var det senere, da Olaf var kommen paa fri Fod igjen, og søgte sin rette Lensherres, den norske Konges, Venskab; da laa det atter i Ragnvalds Interesse at holde sig til Kongen af England, og vi ville saaledes i det følgende fremdeles see ham at optræde som hans Vasall. For Resten ville vi ogsaa erfare, at det ej kom den ærgjerrige Ragnvald synderligt an paa, at erkjende flere Lensherrer paa een Gang, eller, paa samme Tid som han underkastede sig een Fyrste, i en Skrivelse til en anden at erklære sig fri og uafhængig, naar der kun derved var nogen Fordeel at vinde. Dette maa man altid have for Øje, for ret at kunne forstaa disse indviklede og ellers næsten ganske ubegribelige Forhold.
- ↑ Inge Baardssøns Saga, hos P. Claussøn, Fornm. S. IX. 192, 194. Her nævnes udtrykkeligt Ragnvald og Gudrød. At dette var Gudrød, med Tilnavn Don eller den svarte, Ragnvalds Søn, der i det følgende oftere vil blive omtalt, kan ej være nogen Tvivl underkastet, thi der var ingen anden Kong Gudrød paa den Tid. Men da det lidt ovenfor, hvor Slaget omtales, heder at Kongerne der i Øerne paa den Tid laa indbyrdes i Fejde, kunde man let antage, at der ogsaa her sigtedes til Ragnvald og Gudrød, hvilket dog, som man let vil indsee, er aldeles urigtigt.
- ↑ Den manske Krønike, jvfr. de islandske Annaler.
- ↑ Brev af 16 Mai 1212, optagen i Rymeri foedera og meddeelt i Uddrag af Langebek, Scr. R. D. III. S. 226. Not. (I.)
