tydeligt, hvad der ogsaa af sig selv er let at skjønne, at Eystein og Thomas maa have staaet i venskabelig Forbindelse med hinanden. Den myndige og frygtløse Thomas Verket maa just have været en Mand for Eystein at efterligne, og det var ikke besynderligt, om han havde valgt ham til sit Mønster. Thomas’s Drab, der betragtedes som Martyrdom, maa ogsaa have gjort megen Opsigt i Norge og paa Island, da det omtales i alle annalistiske Optegnelser. Det varede heller ikke forholdsviis længe efter Thomas Beckets Kanonisation (1176), førend en Oversættelse af hans legendariske Levnetsbeskrivelse eller den saakaldte Thomas Erkebiskeps Saga, var meget udbredt, saavel i Norge som paa Island[1] Blandt de Foranstaltninger, som Erkebiskop Eystein enten allerede havde faaet bragt i Stand omkring 1170, eller i det mindste forberedt, var Oprettelsen af et Konvent af regulære Chorbrødre efter Augustins Regel, der med en Prior som Forstander, hvad Klosterets indre Orden vedkom, var paa det nøjeste afhængigt af Domkapitlet af sekulære Chorbrødre, og stod med dem under Erkebiskoppens Overopsigt. Dertil skjenkede Eystein sin eller maaskee Domkirkens Ejendom Elgeseter, ved Nid-Elven, lige over for Domkirken, hvor der rejstes et betydeligt Kloster. Til Klosterets Kirke bestemte han den af Harald Haardraade opførte Mariekirke i Nidaros, hvilken han rimeligviis ønskede flyttet, fordi den laa Domkirken for nær. Den blev ogsaa virkelig tagen ned, og siden paany opført ved Elgeseter, men dette var dog, som man erfarer, endnu ikke skeet i 1176. Kirken befandtes saa sterkt opmuret, at man kun med Vanskelighed kunde faa Stenene fra hinanden. Med Kirken fulgte ogsaa Kong Harald Haardraades Lig, der i den laa begravet[2].
I Bergen blev, som man maa formode, den store, af Olaf Kyrre paabegyndte Christkirke, hvis Opførelse i lang Tid synes at være afbrudt, endelig fuldført strax før 1170, thi i dette Aar lod Biskop Paal St. Sunnivas Levninger, som det heder, med Glæde og herlige Jertegn,
- ↑ Dette maa man slutte af de mange og gamle Afskrifter, der endnu findes af denne Saga.
- ↑ Alt dette sees af Morkinskinna fol. 20 og Ágrip, Cap. 36, hvor det heder: Kong Haralds Lig blev begravet ved Mariekirken, men nu ligger han ved Elgeseter, thi man fandt det passende at han fulgte den Kirke, han selv havde ladet gjøre, men som Erkebiskop Eystein lod flytte derhen under Reenlivsmændenes Varetægt, og gav dertil store Ejendomme, og forøgede meget Stiftelsens Gods med de Ejendomme, han selv havde skjenket dertil. Kirkens Flytning omtales ogsaa i Harald Haardraades Saga Cap. 55, Snorre Cap. 39. At Flytningen ej havde fundet Sted i 1176, sees deraf, at Thjodrek Munk, der skrev efter dette Aar, nævner Kirken som endnu staaende paa sit Sted. Hine Udtryk vidne ogsaa om, at Kirkens Flytning skede senere end Klosterets Stiftelse.
