Søn, Kongen, gaa klæd saa længe han var ung, men da han raadede sig selv, klædte han sig overmaade fiffigt. Magnus var meget lystig og spøgsom, og af et let Sind. Hans Belevenhed synes at have bedet paa, hvad Faderens Haardhed og alvorlige Væsen maaskee kunde skade. Han var, siges der, elsket af det hele Folk. Hertil bidrog ogsaa den Forkjærlighed mange endnu havde for Sigurd Jorsalafarers Afkom fremfor Harald Gilles[1].
Der fortælles ikke synderligt om, hvad der ellers foregik i Riget, saalænge Krigen og Fredsunderbandlingerne stode paa. Erkebiskop Eystein synes udelukkende at have været beskjeftiget med at ordne de nye kirkelige Forhold og omgive Erkestolen med den Glands, der tilkom den. Han har vistnok allerede da lagt Planen til at udvide og ombygge Domkirken, saaledes som det senere, tildeels efter hans Tid skede: for det første opførtes et Kapitelhuus, der nu efter Domkapitlernes Indretning var blevet nødvendigt[2], og indrettedes som et særegent Kapell; desforuden oprettedes, tildeels ved Overbygning, flere nye Kapeller ved Kirken selv, og deres Altere forsynedes med Relikvier, hvilke, som man maa formede, ved Eysteins egen Foranstaltning bleve tilvejebragte[3]. Som en Helligdom eller Relikvie, der anskaffedes kort efter Eysteins Tiltrædelse, omtales „Christi Blod,“ der skal være kommet fra Rom til Nidaros i Aaret 1163 eller 1166[4]. En saa sjelden Levning kan neppe have været tilvejebragt uden stor Bekostning og Anstrengelse, og Eystein, hvem den Opgave paalaa at ordne det Hele fra Grunden af og skaffe alt det nødvendige Apparat, har sikkert stadigt havt paalidelige Mænd udenlands i slige Erender. I det mindste finde vi lejlighedsviis i Aaret 1169 tvende Sendebud, Mester Godfrid og Mester Valter omtalte, som da opholdende sig i Frankrige, og da de anbefaledes til en fransk Biskop af den bekjendte Erkebiskop Thomas Becket i Canterbury, som den Gang ligeledes opholdt sig landflygtig i Frankrige[5], seer man
- ↑ Magnus Erlingssøns Saga Cap. 28, Snorre Cap.:37, jvfr. Sverres Saga Cap. 3.
- ↑ Det er dette Kapitelhuus, som endnu staar, og i nyere Tider bar været fejlagtigt antaget for den af St. Olaf opførte Clemenskirke. Dets Bygningsstiil røber netop Perioden omkring 1160.
- ↑ Om disse Kapellers Indvielse og de i dem opbevarede Relikvier nævnes der i Indskrifter, indhugne paa Væggen, hvilke alle vise sig omtrent samtidige med hiin foran omtalte af 1161.
- ↑ De islandske Annaler ved dette Aar. Sturlunga Saga III. 1. (I. S. 114).
- ↑ Erkebiskop Thomas’s Breve, III. 15.
