Sagaen derefter beretter, fandt Sted. Maaskee var det efter af Forbitrelse herover, at Fru Christina, det siges ikke naar, forlod Landet og drog til Constantinopel. Men da det tillige fortælles, at hun drog af Landet i Følge med en Mand, der hed Grim Rusle, og at de opholdt sig i Constantinopel en Stund og havde flere Børn sammen, kunde man lige saa gjerne formode, at det alene var hendes utilbørlige Kjærlighed til Grim, og hendes uforbederlige Letfærdighed, der bragte hende til at rejse bort, uden at Sønnens Drab havde noget dermed at bestille[1]. For Resten viste just heller ikke Erling hende stor egteskablig Troskab: han havde ikke færre end fire Frillesønner, to ældre, Reidar og Agmund, med een Moder, to yngre, Finn og Sigurd, med en anden, der hed Aasa den lyse[2]. Hvor længe Christina opholdt sig i Constantinopel, siges ikke. Det lader ikke til, at hun er kommen tilbage til Norge, da hun ikke senere omtales i Sagaerne. Man veed kun, at hun døde 1178. Sandsynligviis har hun tilbragt sine sidste Dage hos sine Mødrenefrænder i Rusland.
Erling havde ellers mange Egenskaber, der gjorde ham skikket til Regent, han var forstandig, en dygtig Kriger, klog og forfaren i Landets Styrelse; men han var tillige, som det heder, grum og haardraadende, og derved skadede han sig selv, thi de, som engang havde paadraget sig hans Mishag, fik saaledes næsten intet andet Valg end at slaa sig til Oprørsflokke, naar de ej vilde lide Dødsstraf eller Landsforviisning. Erling beskrives som høj af Væxt, men dog tætvoxen, med noget fremstaaende Axler, langt, skarpt og lysladent Ansigt, Haaret meget graasprængt. Hovedet bar han noget paa skakke efter hiint Hugg fra Dromunden. I sit Væsen var han rolig og værdig. Han brugte gammeldags Klædedragt, nemlig, som den beskrives, lange Livstykker og Ermer paa sine Kjortler og Skjørter, valske Kapper og Sko med Skafter. Saaledes lod han ogsaa sin
- ↑ Magnus Erlingssøns Saga Cap. 21, Snorre Cap. 30. I Sagaen sættes hendes Bortrejse ikke i mindste Forbindelse med Sønnens Henrettelse, men fortælles umiddelbart efter Fredsslutningen, og førend der tales om Harald. Da det nu er rimeligt, at Erling, med al sin Haardhed, dog neppe vilde dræbe sin egen Hustrues Søn, saa længe hun var i Landet, siden det dog var fra hende, at Magnus regnede sin Berettigelse til Riget, skulde man snarest tro, at hun var afrejst tidligere, og at Erling derved ansaa sig løst fra al Forbindtlighed til hende.
- ↑ Magnus Erlingssøns Saga Cap. 21, Snorre Cap. 30.
skulde man efter dette Udtryk tænke sig ham yngre. Egentlig er der heller ikke i Sagaberetningen noget, som hindrer at sætte Henrettelsen tidligere, uden den Omstændighed, at den fortælles mellem Beretningen om Olaf Ugævas Død (1169) og Eystein Meyla (1174). Men da Magnus Erlingssøns Saga intet nævner om hans Ungdom eller Barne-Alder, bør maaskee Fagrskinnas Ord ej tages for nøje.
