den Gelmin nordligst i Orkedalen. Da hun var bleven voxen og giftefærdig, hvilket vel indtraf omkring 1171, blev ogsaa hun ham en Torn i Øjnene, og da Erling ventelig troede, at han intet havde at frygte af hende, naar hun kom i en mindre anseet Stilling udenfor Riget, blev hun sendt til Folkvid, Lagmanden i Vermeland, der tog hende til sin Frille, skjønt hun ikke kunde elske ham, og, som det i det følgende vil sees, benyttede sig af den første Lejlighed, hun kunde faa, til at slippe fra ham[1]. Det er ovenfor nævnt[2], at Erlings egen Hustru, Christina, før sit Giftermaal med ham havde havt en Søn ved Navn Harald. Denne opfostredes etsteds paa Oplandene. Nikolas paa Giske tog, eller som det paa et andet Sted heder, fangede ham, hvilket synes at antyde en voldsom Fremfærd, og bragte ham til Erling i Bergen. Han var en meget smuk Yngling, og hans Halvbroder, Kong Magnus, fattede megen Kjærlighed til ham. Det var, fortælles der, Erlings Maade, naar nogen af hans Fiender førtes for ham, at han talte lidet, og det ganske stilfærdigt, eller og slet intet til dem, naar han havde i Sinde at lade dem dræbe, men overfusede dem derimod med alskens Skjeldsord, naar han vilde skjenke dem Livet. Til Harald talte han ikke mange Ord. Dette betydede intet godt, og Flere anmodede derfor Kong Magnus om at bede om Naade for ham. Dertil var Magnus strax villig, og hans Venner understøttede hans Bøn. Men Erling sagde, at han ikke forstod sig paa sligt, og meente at det snart vilde være bestilt med hans Liv og Rige, hvis saadanne Raad fik Fremgang; „da“, sagde han, „vilde nok alle have ham til Konge og dig til Øxemund“, (d. e. til at kysse eller smage Øxen). Og det gik, som man anede. Erling lod Harald føre ud til Nordnes og halshugge, uden at tage Hensyn til de Forhold, hvori han stod til hans egen Kone og Søn, og uden, som det synes, at kunne lægge ham andet til Last end hans Herkomst, thi der tales ingensteds om, at der var begyndt noget Oprør i Haralds Navn. Men dette Verk, tilføjes der og, blev meget lastet[3]. Der siges ikke nøjagtigt, naar det skede, men det kan ej have været stort senere end 1171 eller 1172, siden Harald endnu omtales som meget ung, da han henrettedes[4], medens det maa have været før 1174, da de Begivenheder,
- ↑ Guthorm Sigurdssøns Saga hos P. Claussøn.
- ↑ II. S. 812, 842.
- ↑ Magnus Erlingssøns Saga Cap. 26, Snorre Cap. 33, Fagrskinna, Cap. 277, Sverres S. Cap. 60. Her ere Harald og Sigurd Markusfostre forvexlede.
- ↑ Fagrskinna kalder ham „svein“ og „det væneste Barn“. Nu blev Sigurd Mund dræbt 10de Juni 1155, og Christina gift samme Aar; senere end dette Aar (1155) kan altsaa Harald ej være fød, og han var da i 1171 mindst 16 Aar. Til Nød kunde han da vel maaskee kaldes et Barn, men snarere
