der end kan siges om dets ældre historiske Berettigelse, – fra Olaf den helliges Tid ej længer var paa sin Plads, og efter Magnus den Gode og Harald Haardraades Krig maatte betragtes som begravet, for aldrig mere at fremmanes, var dog atter kaldt tillive. Vel var det nu kun kortvarigt, og Betingelserne kom ej engang til Udførelse, men de derpaa grundede Fordringer undlode ej, som vi i det følgende ville see, i Tidens Løb at medføre Ulemper. I sig selv gjorde det ingen Forandring i Norges indvortes Forhold, thi Erling, der nu styrede Viken som dansk Jarl, styrede ogsaa det øvrige Norge som sin Søn Magnus’s Formynder. Hans Magt og Anseelse, heder det i en Saga, tiltog med hans Ophøjelse i Rang. Dette torde dog være tvivlsomt, thi en dansk Jarletitel kan dog vel ikke have havt saa meget at betyde i Norge, i det mindste det nordlige. Men det er et Spørgsmaal, om Erling ikke ogsaa har ladet sig udnævne til norsk Jarl, og det tidligere, end han blev dansk Jarl. Han kaldes i det mindste i een Saga Jarl flere Aar før Fredsslutningen med Danmark[1], og da han som Fader og Formynder forskrev Magnus ethvert af hans Skridt, vilde det da ogsaa kun have kostet ham et Ord at lade sig udnævne til Jarl, hvilken Værdighed Magnus som Konge var fuldkommen berettiget til at meddele.
Da Erling nu ikke længer havde Danmark at frygte, men snarere kunde vente sig Understøttelse af den mægtige Valdemar, vovede han og, som det synes: med mindre Skaansomhed end forhen at virke for sit Dynastis Befæstelse paa Tronen, idet han, som det udtrykkeligt siges, paa alle Maader søgte at udrydde de Levninger, som endnu maatte være tilbage af Harald Gilles Akt. Alle hans Skridt i saa Henseende ere neppe opbevarede i Sagaerne, men hvad der fortælles, er tilstrækkeligt til at vise, hvor haardt og skaanselløst han gik frem. Kong Sigurd Mund havde efterladt en Datter, ved Navn Cecilia, der opfostredes paa Kongsgaar-
- ↑ Nemlig i Sturlungasagaen, hvor han allerede paa Haakon Herdebreids Tid, strax efter Inges Fald og Magnus’s Ophøjelse paa Tronen, kaldes „Erling Jarl.“ Dette kan nu vistnok hidrøre fra at Sagaen er nedskreven paa en Tid, da man allerede var vant til at give Erling denne Titel, og saaledes af Skjødesløshed overførte den paa en Tid, da han ej bar den, men en saadan Forglemmelse er dog yderst sjelden i Sagaerne. Og besynderligt er det, at Saxo slet ikke omtaler Erlings Jarletitel, der dog maatte være bekjendt i Danmark, naar Erling alene ifølge Valdemars Udnævnelse bar den.
