denne Sag med større Sikkerhed[1].“ Denne Skrivelse er for Resten ikke dateret førend 7de Juni 1211, altsaa hele tre Aar efter Forliget, og Pavens endelige Afgjørelse indløb vel endog, efter denne langsomme Maalestok at dømme, slet ikke, saa at man vel i Virkeligheden kan betragte Sagen som om denne Appel til Paven aldeles ikke havde fundet Sted. Men det bedste var, at den var aldeles unødvendig, og at begge Parter virkelig overholdt Freden nok saa samvittighedsfuldt, paa dette ene Punkt, Philips Kongenavn, nær. Den godmodige Philip fandt sig fuldkommen tilfredsstillet ved, at hans Omgivelser kaldte ham Konge, og tog sig ikke synderlig nær af, at Birkebeinerne negtede ham denne Titel, eller at Haakon Jarl gav Ondt af sig derover. Haakon Jarl og Birkebeinerne lode det ligeledes paa deres Side blive ved Spot-Ord og vrede Udladelser, uden at der nogensinde var Tale om at fornye Borgerkrigen. Ja der lagdes ikke engang mindste Hindring i Vejen for Fuldbyrdelsen af Egteskabet mellem Philip og hans Fæstemø, Jomfru Christina. Da Vaaren kom (1209) sendte Philip et Gesandtskab af tre Høvdinger, Eystein Roesson, Aamunde Burst og Grunde Fehirde (Skatmester) til Bergen med to Skuder, for at hente Kongedatteren, og hun fulgte strax tilbage med dem til Oslo, hvor Philip holdt Bryllup med hende[2]. Til dette Bryllup indfandt sig ogsaa hendes Moder, Enkedronning Margrete, der siden Kong Haakons Død opholdt sig paa sine Godser i Sverige. Hun blev syg og døde faa Uger efter Bryllupet, og da Christina var Arving til alle hendes betydelige Ejendomme, sendte Philip strax en Skare af sine Mænd til Vermeland og Vestergøtland for at tage dem og hendes øvrige Efterladenskab i Besiddelse paa hans Vegne. Paa Eidskogen sluttede han lig selv til Toget, men i strengeste Incognito, under Navn af Hallvard hvite[3], og saaledes fremdeles under Opholdet i Sverige, sandsynligviis formedelst de Uroligheder, som endnu herskede i Landet, og som ikke ophørte førend i det følgende Aar, da Kong Sverke Karlssøn faldt i Slaget bed Gestilreen mod Kong Erik og Folkungerne (18de Juli 1210)[4].
Saaledes havde da Norge endelig faaet den længe forønskede Fred igjen, og skjønt Riget vistnok i Virkeligheden var deelt mellem Inge og Philip, havde dog Inge i det mindste Titel af Konge over det hele Land,
- ↑ Ep. Innoc. III. XIV. 73.
- ↑ Inge Baardssøns Saga (kortere Bearbejdelse) Cap. 18. Den her omtalte Aamunde Burst nævnes som en af Oprørernes Anførere i Slaget ved Oslo 1200, se ovenfor S. 362.
- ↑ Inge Baardssøns Saga, vidløftigere Bearbejdelse, hos Peder Claussøn, Fornm. S. IX. S. 190.
- ↑ Dagen angives i de visbyske Annaler, hos Langebek Scr. R. D. I. S. 254, og i det dansk-svenske Chronicon sammesteds II. 167.
