da Philip ifølge Forliget kun skulde være hans Vasall. Det synes at maatte falde af sig selv, at der nu ikke længer kunde være mindste Spørgsmaal om den danske Kong Valdemars Lenshøjhed over Viken, og der findes heller ikke i de følgende Aar Tegn til, at han forsøgte at gjøre den gjeldende. Han var desuden alt for meget optaget med de nordtydske og siden med de liflandske og estlandske Anliggender, til at han kunde faa Tid eller Lejlighed til at blande sig i de norske. For Resten var det sandsynligviis især for at afskjære Philip fra umiddelbar Forbindelse med Danmark, og for at kunne holde bedre Øje med Bevægelserne ved Landets sydligste Grændse, at Birkebeinerne ikke med den øvrige Deel af Viken ogsaa lode ham faa Landet søndenfor Svinesund eller Ranafylke, men udtrykkeligt nævnte Svinesund som Grændsen for hans Besiddelser paa denne Kant. Dette har maaskee bidraget sit til at hindre Valdemar fra at gjøre noget nyt Tog til Norge. Efter en Tids Forløb synes han endog at have sendt de ham i sin Tid stillede Gisler tilbage, da der udtrykkeligt fortælles, at Philips Broder, Andres Simonssøn, nogle Aar efter kom tilbage fra Danmark, og blev særdeles venskabeligt modtagen af sin Broder, som gav ham store Forleninger[1].
Traktaten til Hvitingsø var en sand Velgjerning for Landet, ej alene fordi den, hvad der var det vigtigste, nu skaffede Landet Ro for henved ti Aar, og derhos, ved at forlige Birkebeinerne med Baglerne, gjorde Ende paa de værste Borgerkrige i Landet – de senere Tronstridigheder yppedes af andre Partier, havde nemlig hverken i Omfang, Blodighed eller Langvarighed synderligt at betyde i Sammenligning med Baglerkrigene; – men ogsaa fordi Riget derved gjenvandt sin Anseelse over Skatlandene, hvis Fyrster, især Orknøernes, ved Efterretningen om, at der var sluttet Fred, strax begyndte at frygte for den Straffedom, der nu maaskee vilde overgaa dem for deres Opsætsighed, og som desuden sattes i Skræk ved et Tog, der nu virkelig blev foretaget fra Norge til Vesterhavets Øer. Hermed hang det saaledes sammen. Allerede paa selve Mødet ved Hvitingsø opstod der megen Murren og Misfornøjelse mellem de forsamlede Birkebeiner og Bagler over at alle Fordringer paa gjensidig Bod og Erstatning skulde bortfalde, og al yderligere Hevn for Eftertiden skulde være forbuden; thi der var, heder det, mange ypperlige Mænd, som i denne Fejde havde mistet alt deres Gods, og som rimeligviis havde haa-
- ↑ Inge Baardssøns Saga, hos Peder Claussøn, Fornm. s. IX. 208.
