velse, som Paven paa Grund deraf udfærdigede til Erkebiskoppen og de øvrige Biskopper i Norge, og af denne Skrivelse erholde vi tilstrækkelig Oplysning om, hvorledes Nikolas fremstillede Sagen. „Vi ere,“ skriver Innocentius, „blevne underrettede om at, efter at Sverre, der havde forestaaet Norges Rige, var død, søgte hans Tilhængere, Birkebeinerne, at ophøje hans Systersøn Inge til Konge, hvilket Forsøg derimod en Deel forstandige og anseede Mænd, der vidste fuldstændig Besked om den norske Kongeslægt, søgte at hindre, og udvalgte eenstemmig til Konge en ung Mand ved Navn Philip, der nedstammede fra Magnus og Inge, berømmelig Ihukommelse, Norges gamle og katholske Konger, var selv af høj Byrd, og udmerkede sig ved sin hæderlige Vandel[1]. Efter at nu disse tvende Mænd en Tidlang havde ført Strid med hinanden om Kongedømmet, og ynkeligt herjet Landet, skede det endelig ved Guds Naade fra det Høje, at det lykkedes dig, Broder Erkebiskop og vor ærværdige Broder, Biskoppen af Oslo, ved eders Omsorg og ivrige Bestræbelser at faa bragt et Fredsforbund i Stand mellem dem paa det Vilkaar, at begge – forudsat at vi meddeelte vort Samtykke dertil – skulde beholde kongeligt Navn og Værdighed, og Inge herske i den ene, og Philip i den anden Deel af Norge. Efter at allerede dette var bestemt, traf det sig, at bemeldte Philip, hvem Riget, som vi have erfaret, tilkommer med Arveret, begav sig til et Møde med sine Modstandere, hvorved disse, skjønt det forud var blevet nøje bestemt hvor mange Tropper enhver maatte bringe med til Mødet, ja endog Gisler gjensidigt vare stillede derpaa, alligevel omringede ham med en utallig Mængde, og erklærede at de ikke under nogen Betingelse vilde indgaa Fredsforbund med Philip, med mindre han frasagde sig Kongenavnet. Da han saaledes var i denne Knibe, tog han, for ej at plette sin Æts Anseelse og krænke det indgaaede Fredsforbund, sin Tilflugt til at appellere til os, og anfortro os at afgjøre hans Sag ved vor Kjendelse, nemlig saaledes, at den, vi dømte at være den dueligste, skulde hædres ved kongelig Titel og Værdighed. Herimod protesterede Birkebeinernes Høvdinger ganske og aldeles, og erklærede, at de aldrig vilde underkaste sig vor Dom. Skjønt vi nu angaaende disse Anliggender allerede have modtaget flere Breve, indeholdende Vidnesbyrd, have vi dog ikke erhvervet fuldkommen Vished i denne saa store og vigtige Sag, og befale eder derfor ved denne vor apostoliske Skrivelse, at I, med Gud for Øjnene, paa det aller fuldstændigste søger at komme efter Sandheden, og siden i eders Breve samvittighedsfuldt underrette os derom, saa at vi, oplyste ved denne eders Meddelelse, kunne gaa frem i
- ↑ Her slaaes ganske en Streg over Haakon Sverressøn og Erling Steinvegg, hvilket er charakteristisk nok.
