Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/536

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
518
Inge Baardssøn og Philip Simonssøn.

Birkebeinerne begave sig til Bergen, hvor der nu vankede haarde Bebrejdelser og, Irettesættelser for dem, der saa forhastet havde overgivet Borgen. Dagfinn Bonde raadede paa det ivrigste til at lade den opbygge igjen„ hvilket især laa i hans Interesse, da han havde Hørdeland i Syssel og saaledes var vel tjent med at have et fast Punkt, hvor han kunde holde en Besætning. Jarlen var mere ligegyldig dermed, og havde, siges der, ikke synderlig Lyst paa at begynde det møjsommelige Arbejde fra nyt af. Dog fik den anseede Dagfinn sin Vilje frem, og Bymændene, der nys havde maattet nedrive Borgen, bleve nu satte til det Tvang-3arbejde at bygge den op igjen, Dag efter Dag. De havde visselig al Grund til at forbande Borgen, og ønske at den aldrig havde været til. Haakon Jarl havde ikke selv Tid til at tilse-e Arbejdet, da han atter maatte skynde sig tilbage til Viken, af Frygt for at Baglerne, som han havde sejlet forbi paa Korsfjorden, nu vilde komme over Kong Inge, der ej var mandsterk nok til at binde an med dem alene; han efterlod derfor Peter Steyper og Dagfinn som Befalingsmænd, og begav sig afsted.

Det forholdt lig ganske saaledes som han befrygtede. Det var Baglernes Hensigt at overfalde Kong Inge i Tunsberg, og de sejlede derfor med en gunstig Vind saa hurtigt de kunde til Viken. Da de kom til Thrymlingerne, erfarede de at Kong Inge ikke længer var i Tunsberg, men med fire store Skibe, hvoriblandt Ognarbranden og Guldbringen, var dragen ind til Oslo. De sejlede derfor ikke ind til Tunsberg, men lagde kun bi ved Ormøen strax udenfor Jarlsø (Jersø), hvorfra de styrede længer ind i Fjorden til Hovedøen. Det var just paa den Tid, da Folk plejede at sidde ved Drikkebordet i Skytningsstuerne, men da Krigsluren lød, vare Birkebeinerne ikke desto mindre strax paa Færde, skyndte sig ombord paa Skibene, og halede dem ud for Anker. Baglerne lagde imod dem og fik hugget Ankertougene over; da der just blæste en sterk Kuling, dreve Storskibene lige ind til Frysja (Akerselven), saa at de stode fast i Leren, og Kongeskibet kom til at staa noget afsides for sig selv. Om dette stimlede nu Baglernes Skuder sammen, og man kæmpede paa begge Sider som rasende. Men det bekræftede sig atter, at Smaafartøjer ikke kunde udrette noget mod større, endog med langt større Folkestyrke. Kong Philip kom endog personlig i den største Fare; han havde nemlig lagt sin Skude nærmest, og Birkebeinerne fik den ved Stavnljaaer halet til sig, saa at han og hele Besætningen maatte løbe overbord for ej at falde i deres Hænder. De bleve vel strax efter tagne op, men 7 eller 8 af dem faldt.

    at Baglerne havde taget Vejen sydefter, enten forbi Sandtorvø og Bakholmen langs med Hofteren, eller østenfor Sandtorvø og Hofteren til Selbøfjorden.