derfor at gjøre sig rejsefærdige og lagde med hele Flaaden ud i Florevaag. Men da der just blæste op en Nordenvind, hvorved, som de kunde skjønne, Jarlens Fart vilde forsinkes noget, besluttede de at benytte sig af denne Frist til at faa det afbrudte Nedrivnings-Arbejde tilendebragt, og lagde om Mandagen atter ind til Byen, hvis hele Befolkning nu blæstes sammen, og sattes til at ødelægge, hvad der endnu stod tilbage: et Tvangsarbejde, man, efter Erkebiskoppens Ord at slutte, maa antage at de bedre fandt sig i, end de ellers vilde have fundet sig i noget som helst andet Paalæg, thi det forholdt sig vist, som han sagde, at Borgen var Indbyggerne en Torn i Øjnene, ej alene fordi den var en Tvinge paa Byen, og fordi Besætningen ofte tillod sig store Excesser, men ogsaa fordi den gav Anledning til hyppigere Krigsscener og Voldsomheder i og ved Byen, end der maaskee ellers vilde have fundet Sted. Om Tirsdagen forlode Baglerne atter Byen, og lagde ud i Sundsvaagen[1].
Haakon Jarl, der nok kunde skjønne at Besætningen i Borgen vilde komme i en slem Knibe, hvis den ikke fik betimelig Hjelp, og som vel især ængstedes over sin Hustrues og de fornemme Damers Skjæbne, havde, saasnart det lod sig gjøre forladt Tunsberg med de mindre, lettere sejlende Fartøjer, som Tyvesesser og Smaaskuder, medens Inge blev tilbage i Tunsberg med Storskibene. Hvis Besætningen kun havde holdt ud en eller halvanden Uges Tid længere, vilde Borgen have været frelst, thi allerede Dagen efter, da Baglerne anden Gang havde forladt Byen, og Vinden havde slaaet om til Sønden, saa de ham fra deres Leje i Sundsvaag komme sejlende indad Hardsø (Korsfjorden), hvorfra han kun havde faa Timers Sejlads til Bergen. Baglerne torde ikke blive liggende i Sundsvaag, hvor de kunde blive indestængte og fangede som i en Fælde, men roede først lige imod Jarlens Flaade, som om de vilde tilbyde Slag. Dette troede ogsaa Birkebeinerne, og lode Sejlene falde, men da Baglerne vare komne i Skudmaal, gjorde de en Tverbøjning til Siden, og stevnede lige ud af Fjorden. Birkebeinerne roede vel efter dem, men alene Skuderne kom dem nær paa Skudvidde, og fjernede sig derved saa langt fra de større Skibe, der sakkede bagefter, at Baglerne endog vendte om for at tage dem. De maatte derfor skynde sig tilbage, og Baglerne fortsatte uhindret sin Vej til Salbjarnarsund[2], hvor de lagde ind om Kvelden.
- ↑ Dette er den lille Vaag, som gaar ind til Sands Prestegaards Kirke paa Stor-Sartor eller Soteren, lige ved Leerosen.
- ↑ Salbjarnarsund har sit Navn af Salbirni eller Salbjørn, Selbøen, og Sundet er saaledes enten Selbøfjorden, eller hvad der er rimeligere, siden her tales om en Ankerplads, Sundet mellem Hofteren og Selbøen. Man skulde heraf formode, at Jarlen er kommen indsejlende af Korsfjorden, og
