taget Borgen alligevel. Da gik Kong Philip op paa Christkirkegaarden til de forsamlede Birkebeiner, og opfordrede dem til at aflægge Ed paa at ingen havde medtaget mere, end hvad der tilhørte ham selv. Eden blev aflagt, dog fritog han, vel at merke, Damerne for at aflægge den, og saaledes tør det dog nok hænde, at Baglernes Misfornøjelse ikke var ganske ugrundet. Hvad der bevægede Philip til at vise Birkebeinerne al denne Eftergivenhed, om det kom af en medfød Godmodighed og Ridderlighed hos ham, eller om han allerede da havde faaet i Sinde at slutte Forlig med Birkebeinerne og bejle til Jomfru Christina, er uvist; begge Dele synes rimelige. Den forrige Overbefalingsmand, Sverting, gik i Baglernes Tjeneste og svor Kong Philip Troskabsed; hvad han ej allerede havde været mistænkt for hemmelig at have staaet i Ledtog med dem, blev han nu; han havde, sagde man, vidst saa længe forud, at Baglerne vilde komme, at han havde haft rundelig Tid til at samle tilstrækkelig Proviant af Mad og Drikke; ja flere paastode endog, at Øllet, som fandtes paa Borgen, hemmelig var blevet udtappet og spildt. Den følgende Dag (Onsdag) ransagede Baglerne Borgen, og fandt Levnetsmidler nok, men kun lidet af Penge og andet Gods. Blandt enkelte kostbarere, Kong Inge tilhørende Sager, var og en Stol, som Kong Sverre havde ladet gjøre; sandsynligviis en smukt udskaaren Lænestol. Kong Philip forærede den til Erkebiskoppen, som, besynderligt nok, ogsaa tog imod den, og lod den siden bringe til Nidaros, hvor den længe var at see i Christkirken[1]. Derpaa satte de Ild paa Borgen, og opbrændte hvad der kunde brændes. Ved denne Lejlighed gik ogsaa den af Kong Eystein opførte Kongsgaard med den tilhørende Apostelkirke op i Luer[2]; neppe med Baglernes Vilje, men fordi Gnister fra den brændende Borg naaede hen til dem, der begge vare Træbygninger. Det viste sig da, at Baglerne ej havde ransaget Borgen til Gavns, thi der randt smeltet Smør i stride Strømme ud af Borgvæggen. Om Fredagen revnede Muren, Fredag Aften begyndte de at bryde Borgen ned, og fortsatte med dette Arbejde hele Løverdagen. Da blev det dem meldt at Haakon Jarl med det første var ventende, saa at der ej længer var noget blivende Sted for dem i Byen; de skyndte sig
- ↑ Dette med flere andre Omstændigheder viser noksom, hvorledes Erkebiskoppen, som Biskopperne overhoved, paa Nikolas nær (ja endog han tilsyneladende), nu fulgte den Politik, i det mindste ostensibelt at holde sig udenfor alle Partier; skjønt det unegtelig lader lidt besynderligt, at Erkebiskoppen skulde modtage som Gave af Kong Philip en Deel af det Bytte, han havde taget fra Kong Inge, og hvad der maatte ansees som dennes, eller Jarlens Ejendom. En anden Sag havde det været, om Philip havde givet ham noget af sit eget Arvegods.
- ↑ Se nedenfor, jvfr. Fornm. S. IX. S. 190.
