Da Baglerne saa, at der intet kom ud af dette Angreb, roede de ind til Byen, toge fem Byrdinge eller Fragtskibe, fyldte dem med Ved, Næver og Halm, som de stak Ild paa, og lode dem drive ind mod de paa Grund staaende Skibe, idet de selv roede efter. Men Birkebeinerne holdt dem fra sig med Forke, saa at de dreve ind mod Leren, og da dette Forsøg ogsaa havde mislykkets, roede Baglerne tilbage, først til Byen, og siden ud til Hovedøen. Da stilnede Vejret noget af, og da Vandet voxte, kom Birkebeinernes Skibe atter flot, hvorpaa de roede ind til Byen, og laa for Anker om Natten. Morgenen efter sejlede Baglerne atter ud af Fjorden og til Tunsberg, for der at tage nogle Kjøbmandsskibe, der vare ligesaa høje som Birkebeinernes Langskibe, og benytte dem ved et nyt Angreb paa disse. De toge virkelig to Kogger og 7 Østfarerskibe, sloge Sidefjelerne fra, hug Huller for Aarer, og lagde Planker over Bjelkerne, forsynede dem derpaa med et tilstrækkeligt Forraad af Kastestene, og sejlede ud af Fjorden med dem. Birkebeinerne havde imidlertid forladt Oslo, og kom just sejlende ud efter, da Baglerne kom ind imod dem; de styrede først lige hen til dem, men da de vare komne i Skudmaal, drejede de pludselig til Siden, og sejlede dem forbi[1]. De store Skibe, af hvilke Baglerne havde ventet sig saa megen Nytte ved en gjentagen Kamp, vare dem nu kun til Hinder, da de gik for langsomt. De lode dem derfor drive, og gik atter ombord i Skuderne, for med disse at sætte efter Birkebeinerne, der stevnede ud forbi Tunsberg Tønde, Thorsøen og Strøm og ikke lagde til Land førend ude i Marfjorden, maaskee ved det nuværende Langesund, eller i Nærheden deraf[2]. Strax efter kom Baglerne
- ↑ Dette maa have været omtrent mellem Færder og Sandøsund, idet Birkebeinerne kom ud fra Christianiafjorden, og Baglerne derimod fra Tunsbergsfjorden ind i denne.
- ↑ Saaledes staar der i Inge Baardssøns Saga Cap. 17, dog kun efter en enkelt Codex (Eirspenill); i den skaalholtske nævnes Stedet ej; Peder Claussøn har paa dette Sted i sin Oversættelse „Rennshavn“. At Stedet er vestenfor Staværn, ja endog vestenfor Nesje, der naaede lige til Grenmar (Nesje ved Grenmar heder det i Beskrivelsen over Nesjeslaget 1016, se ovenfor I. 2. S. 530) seer man af Angivelserne i Beretningen selv; man maa endog tænke sig det temmelig langt vestenfor Staværn, siden man seer at Birkebeinerne og Baglerne sejlede om Morgenen derfra, og om Aftenen ej kom længer end til Staværn. Navnet „Marfjord“ i Forbindelse med Langesundsfjordens Navn „Gren-Mar“ gjør det da naturligt at tænke paa denne, fornemmelig et Sted paa Vestsiden, da Østsiden vilde være for nær Staværn; Peder Claussens „Rennshavn“ kunde, naar vi tage hans Unøjagtighed i at skrive Navnene i Betragtning, minde om Rogns- eller rettere Rongsfjorden, der gaar ind strax paa den vestlige Side af Langesundstangen. Alt tyder saaledes hen paa, at Stedet er at søge ved denne. Mørje-
