folk rundt om Kirken[1], saa at det var let at skjønne, hvad der forestod Erling, om Prøven slog ham fejl. Biskop Nikolas førte ham selv frem i Chorsdøren: Bindet blev taget af, og Biskoppen holdt Erlings Haand i Vejret, idet han lagde sine egne Fingre deri[2], og raabte med høj Røst: „han har bestaaet Prøven godt; aldrig saa jeg en Haand komme saa uskad fra Jærnet som denne“! Kongen stod strax nedenfor Chorsdøren, og hans Mænd videre ned ad Kirkegulvet; de istemte alle Te deum, og takkede Gud. Samme Dag var Erling Kongens Gjest, og Valdemar forærede ham 35 fuldt udrustede Skibe. Dagen efter blev der blæst til Haugathing, og her blev Erling tagen til Konge, hvorefter han strax udnævnte Philip Simonssøn til Jarl. Det forstod sig af sig selv, saavelsom af Forliget af 1170, og berettes desuden udtrykkeligt i ældre danske Aarbøger,at baade Erling og Philip hyldede Valdemar som deres Over-Lensherre, og stillede ham Gisler; imidlertid omtales det, merkeligt nok, ikke i vore egne Sagaer, ligesom man heller ikke nogensteds finder at Valdemar optog Norge eller Viken i sin Kongetitel[3]. Blandt de Gisler, Philip stillede, var sandsynligviis hans egen Broder, Andres Simonssøn, der først ti Aar derefter omtales som Deeltager i Begivenhederne, og om hvem det udtrykkeligt heder, at han da kom fra Danmark[4]. Ikke længe efter vendte Valdemar tilbage til Danmark med hele sin Hær, lige saa fredeligt, som han var kommen. Det var baade første og sidste Gang, han i sin lange Regjering gjorde noget Forsøg paa at blande sig i Norges Anliggender. Men han havde dog udrettet nok til at forstyrre
- ↑ Det er ej usandsynligt, at denne Kirke ikke var nogen af Tunsbergs Kirker men Kirken paa det nærliggende Sæm, som Fylkeskirke og saaledes den hvor Gudsskirsler i Regelen skulde skee. Jvfr. ovenfor II. S. 700.
- ↑ Saaledes staar der i Claussens Oversættelse, og man kunde formode, at det derved skal antydes, at Nikolas ved at holde sin Haand foran Erlings hindrede de Tilstedeværende fra at see, hvorledes Erlings Haand saa ud. Men paa den anden Side synes det, som om Nikolas, der selv indviede Jærnet, og, som han desuden sagde, kunde give Prøven det Udfald, han vilde, allerede paa Forhaand maatte have indrettet det saaledes, at Erlings Haand maatte blive aldeles uskadt, og godt kunne taale at fremvises. Enten have da de Midler, der anvendtes, for at hindre Forbrændingen, ikke været sterke nok, eller hiin Ytring skal kun betegne, at Nikolas selv nøje følte efter, om Haanden var uskad. Det vilde vel ogsaa upaatvivlelig hade gjort et alt for ugunstigt Indtryk paa Mængden, om Biskoppen med Flid havde søgt at skjule Erlings Haand. I den kortere Kongesaga staar der udtrykkeligt, at han blev „vel skirr,“ d. e. bestod Prøven godt.
- ↑ Ryklosters Annaler ved 1204 (Langebek Scr. rerr. Dan. I. 164); unavngivet dansk-svensk Chronicon, sammesteds S. 390. Her staar endog at Valdemar „overvandt Fienden,“ hvilket, som man seer, ej er at tage bogstaveligt.
- ↑ Inge Baardssøns Saga, S. 208; jvfr. nedenfor, ved 1214.
