meget fredelig. I Følge med ham var Philip Simonssøn, der efter den foreløbige Aftale med Biskop Nikolas skulde blive Baglernes Konge. Men da dette blev foreslaaet for Høvdingerne, erklærede de sig med største Heftighed derimod. De vilde, sagde de, kun have Magnus’s Søn til Konge, da han havde Byrd dertil, men ikke tjene eller have til Konge en Mand, der ej var højbyrdigere end hvilken som helst af dem selv; langt heller vilde de skille deres Flok ad, og sørge hver for sig, som de bedst kunde. De til den forestaaende Hylding paa Haugathing indkaldte Bønder svarede ligeledes, da Nikolas følte sig for hos dem, at de kun vilde give en Kongesøn Kongenavn og adlyde ham, i modsat Fald vilde de aldeles ikke gjøre noget Oprør i Landet. Nikolas indsaa nu, at det ej var at tænke paa at skaffe sin dristige Plan fuldstændig Fremgang; han maatte nøies med at komme Maalet saa nær, som det efter Omstændighederne var muligt, og, siden han ej kunde støde Erling til Side uden at tabe alt, heller holde gode Miner til slet Spil, og gjøre ham sig saa nyttig som muligt. Han indfandt sig hos ham, og sagde at han havde undersøgt Stemningen hos Bønderne, men fundet dem meget utilbøjelige til at gjøre nogen Opstand, saa at liden eller ingen Hjelp hos dem var at vente for Erling, uden at han, Biskoppen, vilde tage sig af hans Sag. Det var ham bekjendt, sagde han, at hvis Jærnbyrden mislykkedes, vilde Danekongen lade ham dræbe; men om det end i sig selv visselig var i sin Orden, at den mislykkedes, da Biskoppen nok vidste, hvo hans rette Fader var, kunde han dog, sagde han, give den det Udfald, han vilde, hvis Erling vilde love at gjøre Philip til sin Jarl, efter at han selv var bleven Konge. Da skulde Biskoppen aabenbart erklære sig for ham, og fremdeles staa ham bi med al sin Magt og Indflydelse, og med alle sine Frænder og Venner. Erling gik ind paa Forslaget. Det maatte være ham klart, at han ikke havde andet Valg. Thi om han end havde været fuldkommen overbeviist om sin Sags Retfærdighed, hvad han dog langtfra kunde være, maatte dog den Ytring, Biskoppen saa uforbeholdent havde ladet falde om at det stod i hans Magt at give Prøven det Udfald, han vilde, lade ham føle det farlige i at underkaste sig den uden at have ham paa sin Side; heller ikke har vel Biskoppens Skildring af Bøndernes betænkelige Stemning undladt at gjøre sin Virkning. Saaledes sluttede begge disse Mænd et Forbund til gjensidig Understøttelse paa Sandhedens og Retfærdighedens Bekostning, og det aftaltes at Philip skulde blive Jarl, naar Erling blev Konge.
Erling fristede nu anden Gang til Jærnbyrd, og Biskop Nikolas indviede selv Jærnet. Kong Valdemar forestavede ham Eden, og bestemte, hvorledes Jærnene skulde bæres. Erling bar dem nok saa kjekt. Da Tiden kom, at Haanden skulde løses, lod Valdemar stille bevæbnede Krigs-
