saa vidt som han samtykkede i, at Philip skulde blive Høvding over Baglernes Flok og faa Kongenavn, hvis Baglerne selv intet havde derimod. Til Sommeren skulde han selv indfinde sig i Norge med en Hær og Flaade, for at bringe dette Anliggende i Orden. Da Biskoppen havde faaet dette Løfte, vendte han tilbage til Norge[1].
Imidlertid havde Erling, som af Taarnet eller Steenveggen paa Visingsø, hvor han foregav at have siddet fangen, sædvanligviis kaldtes Erling Steinvegg, i Forbindelse med de Baglerhøvdinger, der havde søgt ned til ham, udrustet en betydelig Flaade af Skuder, hvormed han drog over til Viken. Her gik Indbyggerne ham strax til Haande, hvor han viste sig, indtil han kom lige til Oslo. Han traf her Biskop Nikolas, og tilkjendegav ham sit Ønske om at maatte stedes til Jærnbyrd, for at bevise sin Herkomst. Denne Anmodning var højst ubelejlig for Nikolas, som ej vilde have ham, men Philip, paa Tronen, uden at han dog ved et bestemt Afslag vovede at bryde med ham og Baglerne. Han gjorde derfor først Udflugter, og foregav, at han ej kunde tillade at det skede i Oslo; men Høvdingerne og de ypperste Mænd lagde sig imellem, og Biskoppen maatte derfor holde gode Miner og erklære sig villig til at efterkomme hans Forlangende. Han fordrede kun, aabenbart i den Hensigt at udhale Tiden, at Prøven skulde aflægges i Sarpsborg. Erling gik ind paa dette, begav sig til Sarpsborg, og underkastede sig den foreskrevne Faste til Jærnbyrden. Fasten var allerede til Ende, og Erling færdig til at aflægge Prøven, da Biskoppen, der indfandt sig for at overvære den, sagde, at siden Danekongen nu snart var at vente til Tunsberg, var det bedst at Prøven aflagdes der, i hans Nærværelse, da han upaatvivlelig helst ønskede med egne Øjne at overbevise sig om hvad Sandhed Erling havde at fare med. Thi naar det skede med Kongens Vilje, og Prøven løb heldigt af for ham, maatte han og kunne vente sig saa meget kraftigere Hjelp af Kongen, medens han i modsat Fald maatte vente sig haard Straf. Erling fandt sig taalmodigt i Udsættelsen, idet han, som han sagde, fortrøstede sig til Guds Hjelp i denne sin retfærdige Sag. Han begav sig saaledes til Tunsberg, og oppebiede her Kong Valdemars Komme.
Om Sommeren[2], noget før Botolfsmesse (17de Juni) ankom Valdemar til Tunsberg med en Flaade af 360 Skibe. Hans Ferd var ellers
- ↑ Den vidløftigere Guthorm Sigurdssøns Saga, 80–84.
- ↑ I den kortere Saga staar „Vaaren,“ men da Botolfsmesse dog nævnes, kan det ej have været tidligere end Juni Maaned. Dagen, da Høitideligheden foregik, var, som man maa formode, enten St. Botolfs Dag eller St. Hans Dag, da Konge-Hylding i Regelen skulde skee paa en Festdag.
