Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/484

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
466
Guthorm Sigurdssøn.

Kongen indvendte at hans Frænder vare alt for godt forsørgede i Danmark, til at de skulde have nogen Lyst paa at drage til Norge med Baglerne. „Jeg veed“, sagde Biskoppen, „en Mand, der er særdeles skikket til at modtage dette Hverv; det er eders Frænde, Hr. Philip, Systersøn af Kong Inge; han har alle de Egenskaber, som det anstaar en Konge eller Høvding at have“. Denne Philip, Søn af Dronning Ingerids og Arne af Stodreims Datter Margrete i hendes andet Egteskab med den som Høvding for Varbelgerne ved Bristein faldne Simon Kaaressøn, burde Nikolas, naar han omtalte ham, langt heller have kaldet sin egen, end Kong Inges Systersøn, da hans Moder Margrete Arnesdatter var Nikolas’s Heelsyster, og derimod kun en Halvsøster af Kong Inge; men dette tog den listige Mand sig nok vare for; han udhævede kun, at Philip var en Frænde saavel af Kong Inge i Norge som af Valdemar selv, og denne var maaskee ikke engang saa nøje indviet i de indviklede Slægtsskabsforhold, der opstod ved Dronning Ingerids mange Giftermaal, at han jo let kunde antage Philip før at have været en Dattersøn af Kong Harald Gille. Philips Slægtskab med det danske Kongehuus var ogsaa kun heel vidløftigt, thi da det ikke kunde bestaa i at hans Mormoder Ingerid i sit første Egteskab havde været gift med den danske Kongefrænde Henrik Skatelær, maa Nikolas have regnet det derfra, at Dronning Ingerid var Syskendebarn til Ingeborg, Kong Valdemars Farmoder[1]. Det kom, som man seer, for Nikolas kun an paa, ved ethvert Middel at skaffe sin Systersøn Magten, for siden at bruge ham som sit Redskab. Og saavel for at man ikke skulde ane dette Øjemed, som for at gjøre det muligt for Philip at aspirere til Kongenavnet, var det nødvendigt, at han saa meget som muligt udhævede hans foregivne Slægtskab med begge Kongehuse, men derimod lod hans nærmere Slægtskab med ham selv hvile i Skyggen. Den samme Fremgangsmaade anvendte han og, som vi erfare, senere hos Paven, for at stemme ham gunstigt for Philip[2]. Kong Valdemar smagte paa dette Forslag. Biskoppen talede oftere med ham derom, og opbød alle sine Kunster. Tilsidst fik han ham overtalt til at gaa ind paa Planen, for

    som voxen. Han efterlod desuden ved sin Død 1207 to Sønner, af hvilke en var 8 Aar gammel (Fornm. S. IX. 146). Dertil kommer, at Navnet „Birkebeiner“ i Haandskrifterne oftest kun betegnes ved Mal:Linje over, hvilket ogsaa let kunde antages at betegne „Baglerne.“ Egilssøn har derfor ogsaa i sin Oversættelse Fornm. S. II. 83, sat „Birkebeiner“ i Stedet for „Bagler“, og denne Rettelse have vi heller ikke betænkt os paa at optage.

  1. Se Slægttavlen til foregaaende Bind, Nr. 3.
  2. I Pave Innocents den 3dies Brev af 7de Juli 1211 (Baluz. ep. Inn. XIV. 73), staar der nemlig udtrykkeligt, at Philip nedstammede fra de berømmelige Konger Magnus (Barfod?) og Inge: en Mening, som alene Nikolas kan have bundet ham paa Ermet.