dem, os vi ville i det følgende see, hvorledes Svogerskabet mellem Peter og Reidar bragte dem i en venskabelig Forbindelse, der endog trods de igjen opdukkende Partifejder vedligeholdt sin indtil deres Død. Andre Baglerhøvdinger, som Hallvard bratte og Leden Paalssøn, finde vi, næste Gang de omtales, som ivrige Birkebeiner. Sigurd Jarlssøn omtales, som sagt, ikke oftere. Han var vel, som man af hiin Runeindskrift maa slutte, for hadefuldt stemt mod Sverre og dennes hele Akt til at ville forsone sig med Haakon, og da han ikke siden kommer frem, maa man formode at han er død i Landflygtighed. Overhoved er det klart, at det nu var fra en langt anden Kant, at Haakon havde nogen Fare for sit Liv eller Rige at befrygte, end fra Baglernes forrige Høvdinger. Disse havde nu engang anerkjendt ham som Konge, og haabede det bedste af hans Mildhed og Føjelighed. Men jo fastere Sverres Æt var befæstet paa Tronen, og jo fuldstændigere dens Legitimitet var anerkjendt, desto større Spore og Anledning var der ogsaa for de mere ærgjerrige blandt dens nærmere og fjernere Medlemmer til at stræbe efter utilbørlig Magt. Vi ville snart see, at endog de Mænd, der kun stammede fra Kong Sverres Halvsystre paa mødrene Side, som Peter Steyper og Roar Kongsfrænde[1], ikke ansaaes uberettigede til at komme paa Tale med Hensyn til Tronfølgen; og endnu langt større Fordringer og virkelig Berettigelse i saa Henseende maatte de have, der stammede fra Sverres fædrene Halvsyster Cecilia, der endog havde den Fordeel for Sverre selv, at hendes Fødsel ikke var omstridt, som hans. Cecilias Søn af hendes første Forbindelse med den vermelandske Lagmand Folkvid, Haakon Galen, var en udmærket duelig Kriger, og saa herskesyg og ærgjerrig som nogen: han ventede kun paa den første den bedste Lejlighed til selv at kunne tilrive sig Magten[2]. Hans Halvbroder Inge, Søn af hendes Egteskab med Baard Guthormssøn, havde endnu større Grund til at nære ærgjerrige Planer, da han med den samme Herkomst paa mødrene Side ogsaa forbandt den Fordeel
- ↑ Roe eller Roar Kongsfrændes Slægtskabsforhold angives ingensteds, men da han allerede kaldes Kongsfrænde i 1204, og Navnet „Roe“ minder om Slægtskabet med Biskop Roe, Unas’s Broder, bliver det temmelig vist, at han har været en Søn en af Unas’s og Gunnhilds unavngivne Døtre.
- ↑ Tilnavnet „Galen“ (galinn, den galne), synes at vise, at han har været overvættes heftig og lidenskabelig.
førend i 1208. Herved er end videre at bemerke, at Kongesagaerne kalde dem begge Margrete; da det er lidet sandsynligt, at de begge skulde have eet og samme Navn, og Fagrskinna Cap. 214 udtrykkelig siger at Magnus og Dronning Eldrid Bjarnedatter havde en Datter, Christine, der blev gift med Reidar Sendemand, have vi fulgt denne Angivelse, jvfr. S. 185. Christine har saaledes været hans eneste egte Datter, de andre derimod Slegfreddøtre.
