Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/445

427

1202. Kongens Forlig med Gejstligheden. Interdiktet hæves.

ste Øjekast synes, som om Indrømmelserne alene vare paa Gejstlighedens Side, og at Biskopperne havde givet tabt. Men, som man seer, tales der ogsaa om de Eder, Erling skakke aflagde for Legaten Stephanus og Erkebiskop Eystein paa Rigsmødet i Bergen 1164; og da der her, som ovenfor viist, ej vel kan være Tale om Kronens Ofring til St. Olaf og Kongedømmets Underkastelse under denne – en Indrømmelse, der faldt med Magnus og Erling, og aldeles stred saavel mod det af Sverre og hans Æt opstillede statsretlige Princip om Kongedømmets Magtfuldkommenhed, som mod den udtrykkelige Reservation desangaaende i Forliget selv – maa man slutte, at der ved hine Ord sigtes til alle de specielle Forrettigheder, hvori Gejstligheden i Almindelighed og Erkestolen i Særdeleshed ved hiin Lejlighed bekræftedes, nemlig Retten til den sølvmetne Øre i Sagefaldet, og overhoved de forhen omtalte, i den saakaldte Sverres-Christenret indførte, Bestemmelser, der findes optagne i alle senere Afskrifter af Frostathingsretten; ligesom man og maa antage, hvad baade de følgende Beretninger og de senere Aktstykker vise, at Kongen ganske gik ind paa Gejstlighedens Fortolkning af Bestemmelserne om Domkapitlernes Valgret, der ogsaa stemmede med, hvad der nu var vedtaget over hele den romerske katholske Christenhed. Hvad derimod Patronatsretten angaar over Kirker og gejstlige Stiftelser, er det vel tvivlsomt, hvor vidt Kongen har givet Slip paa den i den Udstrækning, Gejstligheden forlangte, eller saaledes som Pave Coelestin den 3die havde opstillet i sine Privilegier for Erkesædet (se ovenfor S. 273), nemlig at Kongen ikke engang skulde kunne udnævne Prester til de af ham selv stiftede Kapeller. Sandsynligheden er imidlertid for, at denne Bulle netop ved denne Lejlighed er bleven fremlagt og godkjendt af Kongen, saa meget mere som den virkelig ikke indskrænker Kongemagten mere, end de paa de Tider herskende Forestillinger om Kirkens Immunitet og Uafhængighed nødvendigviis medførte, og navnlig ved sin fuldkomne Taushed om den nys nævnte Underkastelse af Kongedømmet under St. Olaf undgaar at opstille nogen Fordring, der med Føje kan siges at stride mod Kongedømmets Væsen og den kongelige Værdighed. Saa meget er vist, at om end fremdeles enkelte Spørgsmaal henskødes uafgjorte indtil videre, bleve dog Kongen og Biskopperne nu, i det mindste tilsyneladende, de bedste Venner, og Landet aandede igjen frit, efter at være befriet fra det nedtrykkende Interdikt, medens Kongen, løst fra Bansættelsen, daglig saa sine Tilhængeres Antal at tiltage, og Baglernes at aftage. Thi nu, da han havde faaet Gejstligheden paa sin Side, og man ej længer udsatte sig for Bans Straf ved at hylde ham, stod det enhver frit for at følge det Drag, som de fleste vistnok allerede følte til ham paa Grund af hans personlige Elskværdighed og øvrige ypperlige Egenskaber. Hele Landsfolket, heder det, gav sig under ham, og han