blev især vennesæl og afholdt af Almuen, da han viste sig from og venlig mod Bønderne, men holdt sine egne Folk i den strengeste Tøjle, og refsede dem alvorligt, baade med Ord og anden Straf, naar de gjorde Bønderne nogen Uret[1]
Under saadanne Omstændigheder maatte den saakaldte Kong Inges Kongedømme snart gaa til Grunde. Hans Beskytter, Biskop Nikolas, havde slaaet Haanden af ham, og hans dygtigste Høvding, Reidar Sendemand, havde ved Kapitulationen i Tunsberg tilsvoret Sverre Troskabsed. Om Sigurd Jarlssøn er der ikke mere Tale, han maa sandsynligviis enten have holdt til andensteds eller have forladt Landet. Bønderne omkring Mjøsen havde enten, ligesom Rigets øvrige Indbyggere erklæret sig for Haakon, eller ventede kun paa Lejlighed til at gjøre det, og Inge nærede allerede saa megen Mistillid til dem, at han havde ladet alle større Rofartøjer og Ferjer, der fandtes i Mjøsen, bringe ud til Helge-Øen, hvor han fremdeles opholdt sig, for derved, som han troede, at sikre sig mod Overfald. Men forgjæves, thi hans egne Mænd der tilfulde følte det forvirrede i hans Stilling, og vist heller ikke nogensinde havde troet paa hans kongelige Herkomst, men alene betragtet ham som et Redskab for Partiets Øjemed, pønsede paa Svig; blandt dem nævnes især en vis Gunnar Lest, som han havde overøst med Velgjerninger og gjort til den første Mand næst sig selv, men som ikke des mindre indlod sig i hemmelige Underhandlinger med Bønderne, om at overfalde og dræbe hans Herre. En mørk Høstnat satte en heel Deel Bønder efter Overlæg og i Forening med en Deel af Inges Mænd, blandt hvilke rimeligviis den samme Gunnar, over til Øen paa Smaa-Baade og Ferjer, landede ubemerket, og nærmede sig den Gaard, hvor Inge opholdt sig. Han sad endnu itide i Stuen og drak med sine Mænd, da en af Vagtmændene kom løbende ind, og raabte: „I sidder taabeligt, Herre, Ufred er kommen paa Gaarden.“ Inge sprang strax op, greb sine Vaaben, og bød alle Mand skynde sig ud, for ikke at blive fangne itide. Han selv var den første, som kom ud, og satte sig med de faa, der forbleve ham troe, kjekt til Modværge, men blev snart overmandet og faldt med de fleste af dem. Saaledes endte han sin korte Kongetid hæderligere, end man af hans tidligere Ubetydelighed skulde have ventet. Da dette rygtedes til de Baglerflokke, der laa andensteds, f. Ex. i Raumsdalen, paa Møre o. s. v., flygtede de hver til sin Kant, nogle til Sverige, andre til Danmark, endnu andre til sine Frænder; flere anholdt ogsaa om Kong Haakons Naade. Saaledes var hele Baglerflokken for den Gang ganske tilintetgjort, og Landet havde efter saa mange Aars blodige Krige fuldkom-
- ↑ Den vidtløftigere Bearbejdelse af Haakon Sverressøns Saga, Fornm. S. IX. 65, 66.
