Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/444

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
426
Haakon Sverressøn.

æres, Kirker opbrydes og hele Christendommen staar for Fald, hvis Gud og gode Mænd ikke sørge for at det bliver bedre. Og for nu særskilt at henvende mig til eder Biskopper, da kjende I noksom til den Uenighed, der i saa lang Tid har hersket mellem Kongedømmet og eder, og desværre forvoldt mangen Mand den største Ulempe og Skade, ja efter næsten alles Formening er Hovedaarsagen til alle de Forviklinger, som saa længe have plaget Landet. Siden altsaa nu disse Trætter og Tvistigheder have hersket mellem os, til stor Besværlighed og megen Ulempe for os selv, men næsten aller mest for den, der har haft mindst Skyld deri, nemlig Bonden, der bygger Landet, ville vi for Guds og den hellige Kirkes Skyld bilægge dem imellem os, og ikke længer fore nogen Strid eller nære noget Avind mellem den hellige Kirke og Kongedømmet. Jeg gjør derfor alle vitterligt, at jeg opgiver denne Trætte mellem Kongedømmet og Biskopsdømmet, og indrømmer den hellige Kirke og de lærde Mænd al den Frihed, som dem tilkommer hver især, efter hvad de hellige Skrifter vidne om deres og mine gjensidige Rettigheder, og efter hvad den hellige Kirke har haft fra ældre og nyere Tider, dog uden Skade for mit Kongedømme og den kongelige Værdighed, overeensstemmende med hvad Kardinal Nikolas bestemte, og de tre Konger Eystein, Sigurd og Inge besvore, saaledes som Kong Eysteins Brev bevidner, og Kong Magnus stadfæstede, saavel som min Fader med sit Brev, saa og efter hvad de Eder indeholde, der bleve aflagte for Legaten, da Jarlen havde begyndt Tvist med Erkebiskop Eystein om den hellige Kirkes Friheder: hvorimod den og alle lærde Mænd til Gjengjeld forpligte sig til at bevise mig al den Hæder og Sæm» som de skylde den lovlige Konge, og saavel de hellige Skrifter som Landets Lov erklære mig berettiget til. Dette Jaord har jeg nu givet Gud og den hellige Kirke, mig til Fred og Fremgang, til Gavn og til Lykke, og hele Folket her i Landet til Glæde nu og altid“[1]. Da Kongen her udtrykkeligt forbeholder lig sin kongelige Myndighed og Hæder ubeskaaren, og ellers paaberaaber sig Kardinal Nikolas’s af de tre Konger Inge, Sigurd og Eystein godkjendte Bestemmelser, hvilke Sverre gav en saa indskrænkende Fortolkning, at han ikke engang vilde erkjende Domkapitlernes Valgret til Besættelse af Biskopsstolene, uden naar der vare flere Konger paa een Gang, kunde det ved før-

  1. Kundgjørelsen er, efter en Afskrift af 1325, aftrykt i Norges gamle Love I. 444, samt i Thorkelins Diplomatarium II. 18. Paa første Sted er den ogsaa sammenholdt med en i 1324 af Erkebiskop Eilif udstedt Vidisse, hvor Kongen, ved en merkelig Skjødesløshed, kaldes Haakon Haakonssøn. Samme Fejl begaaes og i Overskriften til hiin Afskrift. Ligeledes nævnes i denne, ved en Fejltagelse, Legaten Fidantius i Stedet for Stephanus, som det ovenfor (II. 936) er bemerket.