unge Raadgivere uden Erfaring, samt endelig, naar Riget deles mellem flere unge Konger, hvilket han kalder det værste af alt, og beklager, at man har Exempler nok derpaa. Det er aabenbart, at han her har Forholdene under Harald Gilles Sønner for Øje, og hans Skildring bliver saaledes af saa meget større Interesse, som man kan være vis paa, at den just gjengiver Sverres egen og hans Tilhængeres Anskuelser. „Hvis det,“ heder det, „træffer sig saaledes, at Kongen, som har styret Riget, falder fra, efterladende tre eller fire Sønner, og alle de, der nedstamme fra dem, der før plejede at styre Landet med Kongen og baade vare højbyrdige og rige, ere unge, herskesyge Folk, og man endog vælger et saa daarligt Raad, at alle Kongesønnerne paa een Gang beklædes med kongelig Værdighed og Titel da kan det Rige kaldes en Spillebold for Skjæbnens Luner, og betragtes saa godt som fortabt, thi da saaes Uaarets Frø og Ufredens Korn i det Store. Smaakongerne nemlig, som allerede havde sønderslidt Riget, slide ogsaa Folkets Hengivenhed i lige saa mange Dele, og enhver af disse Herrer søger at skaffe sig Venner, som han bedst kan. Derpaa tænker enhver af dem paa hvad Magt, Folkestyrke og Rigdom han har i Sammenligning med Forgængeren, og enhver synes at han har for lidet. Da begynde enhvers Venner at minde og tale om, hvor meget den Konge kunde skaffe sig, der for styrede Riget, baade af Folk og Gods, eller andet, han attraaede, og ved hver saadan Paamindelse er det næsten som om man opeggede hver sin Høvding til at drage mere under sig, end han har. Derefter begynder enhver af disse Høvdinger at drage til sit Skatkammer den Skat, hvori der er mindst Rigesbod, nemlig Avind. Smaa Sager samles sammen med Flid og bruges til Forevending for heftig Vrede, den gode Frændskabs-Forstaaelse begynder at spildes, og den, som før kaldtes Ven og Frænde, betragtes som en ubelejlig Person. Gjensidig Mistænkelighed opstaar, og saa snart Mistanker og Sladderhistorier ere ude at gaa, er Tiden for de slette Folk kommen; da bringe de sine Plove ud og saa deres Frø; og nu spirer Ufredens Afgrøde op, Begjærlighed og Uretfærdighed tiltager, lige saa frækt Manddrab, Ran, Tyveri. Vil nu en af hine Høvdinger straffe enkelte Uskikke i sit Rige, da flygter Ved kommende til en anden af Høvdingerne, og foregiver at han uforskyldt er kommen ud for sin Herres Vrede. Hiin tager sig af ham mere af Skinsyge end af Godhed, han søger nemlig kun at skaffe sig Venner i den andens Rige, der, hvis Uenighed opstaar, kan understøtte ham selv, og skade hiin. De, der saaledes have flygtet formedelst Ugjerninger eller Lovbrud, begynde ligeledes at vise deres forrige Herre Fiendskab, stifte Uvenskab mellem ham og den, under hvis Beskyttelse de nu befinde sig, ja søge endog at hevne sig ved at øve Manddrab, Ran eller Tyveri i hans Rige, som om de vare uskyldige, og han Aarsag i Alt sammen. Derpaa begynde de
