Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/435

417

1202. Kongespejlet. Skildring af politiske Uaar.

slette Sæder at mangfoldiggjøres, thi Gud hevner sin Vrede saaledes, at han, hvor som helst fire Enemerker i disse Høvdingers Rige støde sammen, sætter et rullende Hjul, der drejer sig om Uroens Axler. Nu krænker man Frændskab og Svogerskab, man skaaner intet, thi saasnart eet Folk er deelt i flere Parter mellem Høvdingerne, og disse blive uenige, tager Almuen ikke i Betænkning at følge sine Lyster, men forandrer frækt alle Landets gode Skikke, idet enhver vælger sig sin Skik efter Behag, og frygter ikke længer nogen Straf, idet Høvdingerne selv ligge i Kiv og Uenighed. Og saasnart enhver stoler paa sin egen List og Sluhed, da faa alle Ulykker Overhaand i Landet, Manddrab og Retsbrud tiltage, Kvinder blive deels røvede, deels forførte, der avles Børn i Egteskabsbrud eller lovløst Samliv, nogle egte sine Beslægtede eller Besvogrede, andre lokke gifte Koner fra deres Mænd. Bønder og Almue blive opsætsige og ulydige, vogte sig ikke for Søgsmaal, og ville ikke bøde, naar de skulle, holde oprørske Sammenkomster, stole paa deres Mængde og Antal, og vælge hvad der bringer den største Fare, idet de binde alle sammen i eet Fællig, rolige og sædelige Mænd, og usædelige og Daarer. De søge at frelse uvittige og uredelige Mænd fra Søgsmaal, om de end hver Dag forbryde sig, og sværge enten vrange Eder eller falske Vidnesbyrd med dem, eller forsvare dem med Trodsighed og Magt paa Thingene, saa at slige Forbrydere slippe at svare de Bøder, de skulde, til Kongens Mænd, som vogte Landsstyrelsen for ham. Den dumme Hob betragter nemlig Forholdene, som om Kongens og Folkets Interesser skulde stride mod hinanden, og den uforstandige Mand sætter sin Ære i, og gjør sig for andre lige saa uforstandige Folk til af, at han en Tidlang kan holde sig uden Kongemagt eller Lovbud. Og skulle de i enkelte Tilfælde selv afgjøre Sager mellem hinanden indbyrdes, da understøtte alle Mand den rumme, saa at han sejrer, medens den retfærdige og rolige mister sin Ret. Og hvis den Begjærlige og Urolige bliver dræbt formedelst sin Umættelighed, betragte hans efterlevende Frænder dette, som om der herved var gjort dem stor Skade og Ættetab. Man fordrer lige saa stor Bod for den dumme, som for den vise og forstandige, hvis Drab maaskee tidligere kan være bødt til samme Æt, og betales ikke Boden, skal man strax tage Hevn ved Manddrab. Naar Gud seer sligt Uvæsen frækt begaaes, lader han det gaa ud over dem, der først begyndte dermed, thi saasnart .den dumme og den begjærlige seer at han er vel agtet, ja bedre end den forstandige, og at hans Dumhed og Begjærlighed regnes ham til Ære og Forfremmelse, da handler han efter dumme Folks Viis, idet han nemlig desto mere fremturer deri. Exemplet smitter andre, og bliver tilsidst almindelig fulgt. Da er det, at Uvæsenet gaar ud over den første Ophavsmand, thi