gjettes. Men det see vi tydeligt, at Skriftet er blevet til i Sverres Tidsalder, og i det mindste er forfattet af en Mand, der i hans Tid havde levet ved Hoffet og der ganske havde tilegnet sig hans Grundsætninger[1]. „Kongespejlet har“, som det af en af vore lærdeste og sagkyndigste Forfattere ytres, „altid været anseet, og det ganske vist med Rette, for en af den norrøne eller oldnorske Litteraturs største Prydelser. Neppe fremtræder i noget andet norskt eller islandske Skrift fra Middelalderen det norrøne prosaiske Sprog i en mere udviklet Form, aabenbarer en større Rigdomsfylde, eller bevæger sig med mere Siirlighed. – – – Det fremstiller for os de Sædelighedens, Klogskabens og Slebenhedens Grundsætninger, paa hvilke Nordmændene i hine Tider troede at det private Liv lige saa vel som Statsstyrelsen burde bygges, og lader os i denne Fremstilling spore en aandelig Udvikling, en Sands for Religion, Sædelighed, Oplysning og Videnskabelighed, samt en Dannelse og Slebenhed hos Folket, i det mindste hos dets højere Klasser, som man i Middelalderen, almindeligen betragtet som Barbariets Tidsalder, og i Norge, denne Udkant af Europa, vanskeligen skulde vente at finde“[2].
Skriftet er affattet i Samtaleformen, saaledes at en Fader forestilles at belære sin unge Søn, der gjør ham allehaande Spørgsmaal om den bedste Maade, hvorpaa han bør søge at skikke sig i Verden, og om de Kundskaber, Færdigheder og Grundsætninger, han bør tilegne sig for at vinde Fremgang og Agtelse i sine forskjellige Livsstillinger. Derved bliver der Anledning til ej alene at fremsætte en Mængde almindelige, til alle Forhold passende Leveregler, men ogsaa særskilt og udførligt at udvikle, hvad det for den unge Nordmand af god Familie især er af Vigtighed at forstaa paa de tvende Hovedtrin af hans Livsbane, først som Kjøbmand, siden som Hofmand: og ved her at omtale Hoffet, Hirdmændenes Pligter og Rigsstyrelsen i Almindelighed, bliver der ogsaa Anledning til at udtale de statsretslige Grundsætninger, hvoraf Forfatteren bekjender sig, skildre Kongedømmets Forhold til Kirken og berøre Gejstlighedens Pligter mod Staten. Da mangt og meget i de Skildringer, som Skriftet meddeler, ogsaa nødvendigviis maa passe paa Tiden før Sverres Fremtræden, i hvilken den unavngivne Forfatters Ungdomstid maa have faldet, have vi allerede anført et og andet deraf, fornemmelig til Oplysning om Maaden, hvorpaa de unge Nordmænd plejede at drage i Kjøbmandsferd, saavel som angaaende de forskjellige Værdigheder og
