efter hans Afrejse havde født en Søn til Verden, der blev kaldet Erling, men som Sverre ikke vilde anerkjende for sin Søn, saa at han endog deraf skal have taget Anledning til at negte Astrid at komme til Norge[1]. Nogle Aar efter Sverres Død fremstod Erling, som vi nedenfor ville see, virkelig med den Paastand, at han var Sverres Søn, uden at det dog derved lykkedes ham at erhverve nogen Deel af Riget. Sverres øvrige Børn vare de oven nævnte Døttre Cecilia, Ingebjørg og Christine, hine to med Astrid Roedatter, denne med Dronning Margreta. Cecilia var gift med den tapre Einar Prest, Ingebjørg var Enke efter den i 1198 af Baglerne dræbte Karl Sverkessøn. Christine var ved hans Død neppe endnu fuldvoxen.
Vi vide lidet eller intet om hvad merkeligt der foregik i de forskjellige Dele af Norge paa Sverres Tid udenfor de Krigsbegivenheder, Sagaen meddeler. Af de islandske Annaler erfare vi, at der i Aaret 1180, samme Aar, Slaget paa Ilevoldene stod, skede en merkelig Natur-Revolution i Sogn, idet et heelt Fjeld styrtede ned, sandsynligviis ved en af Fjordens indre Arme. At Borgerkrigene havde en skadelig Virkning paa Handel og Næringsveje, ligger i Sagens Natur, og kan tildeels ogsaa sluttes deraf, at der i Aaret 1187 ikke kom et eneste Skib fra Norge til Island[2]. Endelig omtales der i Annalerne, at der i 1197 indtraf et haardt Uaar, ledsaget af en meget streng Vinter.
Heldigviis besidde vi dog et Skrift fra denne Tid, der kaster et klart Lys over Folkets daværende Dannelsestrin, Skikke og Sæder, Hof- og Krigsvæsenet, og de statsretlige Anskuelser, som Sverre søgte at gjøre gjeldende, og som ved hans og Birkebeinernes Sejr bleve de herskende hos den mere formaaende Deel af Folket. Dette er det bekjendte Verk, kaldet Speculum regale eller Kongespejlet, hvis Forfattelse endog af flere ligefrem har været tillagt Sverre, skjønt med Uret, da der findes Steder i Skriftet, der endog med Bestemthed synes at vidne om, at han ej kunde være dets Forfatter. Denne synes at have været en Privatmand, der levede i en anseelig Stilling i den nordlige Deel af Landet, men hvis Navn det er vanskeligt at gjette, da vi kun kjende Navnene paa en liden Deel af de haalogalanske og throndhjemske Stormænd, hvortil kommer, at Forfatteren, som han selv ytrer, ønskede at være ukjendt og derfor vistnok med Flid har passet det saaledes, at hans Navn ej med Lethed kunde
