dom ogsaa var vel bevandret i Fædrelandets poetiske og historiske Litteratur, sees noksom deraf, at han oftere, for at give sin Tale Vegt, anførte Steder af de gamle Eddadigte jog andre Oldkvad[1]; der fortælles endog udtrykkeligt om ham, at han fandt megen Underholdning i at bore Sagaer fortælle, endog de opdigtede[2]. Vi erfare tillige, at han bar skjenket den samtidige Saga-Litteratur særdeles Opmerksomhed, og at han navnlig maa have ladet foranstalte Afskrifter af sine Forgængeres Sagaer, hvorved han selv maaskee sorte vel meget Indseende med, at Begivenhederne ej bleve anderledes fortalte, end som han selv eller hans Tilhængere ønskede det, thi der siges, som tidligere omtalt, udtrykkeligt, hvor de tvende noget afvigende Beretninger om den egentlige Aarsag til Kong Eysteins Drab angives, at Kong Sverre selv havde ladet den Beretning nedskrive, – det vil vel sige, optage i Kongesagaen – der nævnte Kong Inge som Drabets egentlige Ophavsmand[3]. Kunne vi end ikke billige, at han saaledes udøvede en Indflydelse paa Historieskrivningen, der hemmede dens tilbørlige Frihed, maa vi dog paa den anden Side erkjende, at han derved lagde en Erkjendelse af Historiens Vigtighed for Dagen, og viste en politisk Omtanke, der paa hans Tid sikkert endnu hørte til de sjeldnere Forekomster. Og hvis det, hvad der unegtelig ligger meget nær at antage, egentlig var fra Sverre, at det første Stød blev givet til en ordentlig Samling og fuldstændig Bearbejdelse af alle de ældre, hidtil kun spredte og fragmentariske, norske Kongesagaer, maa man derfor vide ham saa megen Tak, at de fra ham udgaaende Mangler ved Arbejdet visselig bør oversees. Under disse Omstændigheder bliver det let at forstaa, hvor magtpaaliggende det maatte være ham, ogsaa at faa sin egen Saga ført i Pennen paa en Maade, hvormed han kunde være tjent. En saadan Sagaskriver fandt han i Abbed Karl Jonssøn i Thingeyre Kloster paa Island, der, som det i Fortalen til Sverres Saga heder, nedskrev den første Deel af denne, medens Sverre selv sad hos, og bestemte hvad der skulde skrives. Det var ham vel især om at gjøre, at der ej blev fremdraget andet og mere om hans Ungdomsaar og første Fremtræden, end hvad der i hans Tanker ikke kunde kompromittere ham eller svække hans Anseelse, og derfor maa disse Beretninger altid modtages med en vis Varsomhed. Anderledes er det med hans senere Bedrifter, hvorved der var saa mange Øjevidner og Deeltagere, at en Afvigelse fra Sand-
