man af den Iver, hvormed man søgte hans Raad, i stort som i smaat, og den Agtelse, hvormed man anførte hans Autoritet i alle Slags Sager. Hans Omgivelser have vistnok betragtet ham som et formeligt Orakel, de med Tryghed og Forvisning om det aller bedste Raad kunde adspørge i ethvert, om end nok saa ubetydeligt, Anliggende. Vi have saaledes seet, hvorledes de danske Korsfarere ansaa det af saadan Vigtighed at indhente Sverres Raad om deres forestaaende Sejlads, at de endog tildeels for den Sags Skyld lagde Vejen om Bergen. I Sagaen om Biskop Paal Jonssøn paa Island heder det udtrykkeligt, at Sverre, under dennes Ophold i Norge, gjorde meget af ham, til hans egen og hans Venners Glæde, „saavel fordi Sverre selv forstod sig bedre paa alt muligt, end de fleste andre, og havde bedre Grev paa alting, som fordi han ikke sparede paa noget, der kunde tjene dem begge til Hæder“[1]. Den samme Saga fortæller, at da den før omtalte grønlandske Biskop Jon, som Sverre havde opdraget, i Aaret 1203 opholdt sig paa Island, lærte han Folk at gjøre Viin af Krækebær, saaledes som Kong Sverre havde lært ham det[2]; altsaa forstod han sig endog paa saadanne Sager, og man kan neppe antage andet, end at han har benyttet disse og lignende Indsigter til, hvor han færdedes i Landet, at indføre alskens Forbedringer i Huusvæsenet og Gaardsdriften. Af den Maade, hvorpaa hans omhyggelige og venlige Behandling af de ved Tunsberg fangne Bagler beskrives, skulde man slutte, at han ogsaa beskjeftigede sig med Lægekunsien[3] og forstod sig saavel paa Tilberedelsen og Anvendelsen af de sædvanlige Lægemidler, som paa Diætetikens Regler. Om hans theologiske og kanonistiske Kundskaber vidner noksom hans Taler, saavel som Stridsskriftet mod Gejstligheden, hvilket, om end ikke ligefrem forfattet af ham, dog som ovenfor paapeget, ganske vist er udarbejdet under hans Tilsyn. Man kunde maaskee ogsaa, af den Lærdom, hans Søn Haakon lagde for Dagen – hvorom der i det følgende vil blive handlet – slutte at Sverre har ladet sine Sønner give en Underviisning, der ellers for det meste kun plejede at blive Gejstlige til Deel, nemlig i det latinske Sprog og de i Forbindelse dermed staaende Lærefag; og det synes endog, som om det fra den Tid af blev Reglen i den kongelige Æt, at Sønnerne skulde nyde slig Underviisning; dog er det vel muligt, at Haakon har faaet denne Oplærelse paa Færøerne, som det nedenfor skal omhandles. At Sverre ved Siden af sin Klerke-Lær-
