ten nu fordi de allerede vare dragne hjem, eller de, hvad der er rimeligere, endnu opholdt sig hos Kongen[1]. De Danske mistede mange Folk og en heel Deel Skibe, hvoriblandt Buris’s eget, faldt i Nordmændenes Hænder. Disse gik derpaa i Land, og plyndrede den nærliggende lille Kjøbstad Grindhøg (Grenaa), hvor de gjorde et stort Bytte[2]. Derfra sejlede de over til Sjæland, og styrede ind til Kjøbenhavn. Men her var den aarvaagne Biskop Absalon tilstede med endeel sjælandske Krigere, og forsvarede Kysten saa godt, at Nordmændene ingensteds kunde gjøre Landgang. Absalon, fortæller Saxo, vidste at Nordmændene vare udmerkede Bueskytter, men for at vise, hvor lidet han frygtede dem, stillede han sig paa Stranden selv femtende, og blev staaende der, uagtet der fra de norske Skibe kom Baade, fulde af Bueskytter, imod ham. Disse sendte ham og endeel Pile, men uden at treffe, da Søgangen hindrede dem i at tage ordentligt Sigte, og de maatte under Danernes Latter vende tilbage til deres Skibe. Kort efter kom der nogle Nordmænd i Land for at tale med Absalon, efter tilsagt Trygd paa begge Sider, men de vilde snart bort igjen, uagtet han bad dem at bie længer, og de vare ej at overtale hertil, førend Absalon havde lovet at han hverken til Lands eller Vands vilde svige dem. Sandsynligviis har der da været et og andet i Absalons og hans Mænds Fremfærd, som forekom Nordmændene mistænkeligt, men hvorom Saxo tier. Ellers skjønnes det vanskeligt, hvortil de fornyede Tilsagn om Trygd skulde behøves. Det afgjordes, at Erling og Absalon Dagen efter skulde mødes med et lige Antal Folk og lige Vaaben paa begge Sider. Erling kom, men Absalon merkede, at han havde een Mand flere, og satte ham alvorligt til Rette derfor. „Det forundrer mig,“ sagde han, „at du, som er saa gammel og har prøvet saa meget, ikke er saa klog, som du er gammel til, men kommer mandsterkere end Aftalen var, og giver os derved Anledning til at bryde Freden, uagtet vi, der ere til Hest, let kunde overvælde Eder, der komme til Baads. Hvis vi ikke vare desto ærligere, kunde du lettelig med dit Liv komme til at bøde for at du har brudt Aftalen“. Erling, heder det, blev baade skamfuld og bange, og da han ved et Blik paa sit Følge havde overbeviist sig om at Absalon havde
- ↑ Fagrskinna Cap. 273 siger her at „Sigurd og mange af Danerne“ faldt. Hvilken Sigurd der her menes, vides ikke.
- ↑ Kjøbstadens Plyndring omtales kun i Magnus Erlingssøns Saga, ikke i Fagrskinna eller af Saxo.
der paa egen Haand henført til de samme Aar, da den sidst fortalte Begivenhed (Valdemars Tog til Norge) foregik, ligesom vi strax efter see, at Fredsunderhandlingerne og Hettesveinernes Opstand, der endnu i Fagrskinna staa uden Tidsbestemmelser, i Magnus Erlingssøns Saga ere henførte, begge Dele til den næst forud omtalte Begivenheds Aar.
