for Overfald af Venderne, sammenkaldte han de fornemste Mænd i Hæren, blandt disse Buris, aabenbarede hans forræderske Planer, og anklagede ham som deres Ophavsmand. Buris negtede aldeles at have gjort sig skyldig i nogen saadan Brøde, og vilde, som det synes, strax drage hjem til Jylland med de jydske Skibe. Men Valdemar bød, at han skulde forblive hos ham, indtil man ved Sendebud havde bragt i Erfaring, hvor vidt der var nogen norsk Flaade i Farvandet eller ej; i sidste Fald skulde han frigive ham uskadt. Da Buris protesterede herimod, og kaldte det en Urimelighed, at søge Beviserne for hans Brøde eller Uskyld i Fremtidens tilfældige Begivenheder, erklærede Kongen saavel som de øvrige, at denne Protest i og for sig var tilstrækkelig til at bestyrke Mistanken imod ham. Han fik derfor ikke engang Tilladelse til at vende tilbage til sit Skib eller tale med sine Folk, men maatte følge med Kongen til Sjøborg Slot i det nordlige Sjæland, hvor han blev sat i streng Forvaring. Imidlertid ankom Erling og Orm Kongsbroder med den norske Flaade udenfor Jyllands Kyst, og traf de jydske Ledingsskibe, der just vare komne tilbage og endnu laa samlede udenfor Dyrsaa[1]. De angrebe dem strax, og vandt en let Sejr over dem, da Skibsstyrerne, som Saxo siger, vare borte, en-
- ↑ Det er dette Tog til Jylland, vore Sagaer, som ovenfor viist, sætte umiddelbart efter Valdemars Tog til Norge 1165, udeladende alt, hvad der ligger imellem. Men dette er alt for omstændeligt og nøjagtigt berettet hos Saxo, til at man kan slaa en Streg derover, og den Forbindelse, hvori Erlings Tog staar med Buris’s Affære i 1167, gjør at man ei kan henføre det til noget andet Aar. Vel have nogle søgt at svække Saxos Troværdighed paa dette Sted, fordi han, ved at tie med Buris’s Lemlæstelse o. a. d. skal vise aabenbar Partiskhed for Valdemar og Absalon; men om saa er, kan den dog ene ytre sig i enkelte Fortielser og Besmykkelser, ej i nogen Forrykkelse af selve Tidsregningen, eller af Begivenhedernes Orden. At Buris kunde være mere at undskylde, og Valdemars Fremfærd mod ham mere inhuman, end det af Saxos Beretning synes at fremgaa, er højst sandsynligt, men derved svækkes ikke Rimeligheden af at han har indladt sig i hemmelige Underhandlinger med Erling og sin Halvbroder Orm, og at disse paa Grund deraf have gjort Toget til Danmark. Endog Sagaens Ord, at de ved Dyrsaa traf den danske Flaade, som nys havde faaet Hjemlov, passer nøjagtigt til Saxos Fortælling, at Valdemar nys var kommen hjem fra et Tog mod Venderne og at Jydernes Skibe, hvoriblandt Buris’s eget Skib, til hvilket han ved Vordingborg ej havde faaet Lov at vende tilbage, ved Erlings Ankomst til Jylland laa ved Dyrsaa, altsaa „netop havde faaet Hjemlov“. Det er endog ikke usandsynligt, at just dette Tillæg har bragt Sagabearbejderne til at slaa de danske Skibes Hjemlov fra Toget til Vendland sammen med det tidligere fra Toget til Norge. Fortællingen, der i sin første Form sees at have været meget fragmentarisk og usammenhængende, har sandsynligviis blot indeholdt, at Erling „senere hen“ (uden nogen nærmere Tidsbesteminelse) har gjort et Tog til Danmark med Lendermændene, og truffet den fra Leding nys hjemkomne jydske Flaade ved Dyrsaa; og dette har en senere Bearbej-
