Den følgende Vaar (1201) udbød Sverre paany Leding lige fra de nordligste Egne af Landet, og gjestede, da Sommeren kom, atter Viken. Befalingen over den Besætning, der blev tilbage i Bergen, overdroges, som det synes, til tvende dygtige og Kongen særdeles hengivne Mænd, Dagfinn, sædvanligviis kaldet Dagfinn Bonde, og i det mindste senere Gulathings Lagmand, samt Einar, ofte kaldet Einar Prest, men endnu oftere Einar Kongsmaag, fordi han, uvist naar, havde faaet Kongens Datter Cecilia til Egte. Disse to Mænd, især Dagfinn, spille fra denne Tid af en meget fremragende Rolle. En Deel af Tropperne sendtes under Anførsel af Kongesønnen Haakon til Nidaros, forat sikre denne Stad og Omegn mod Angreb af Baglerne fra Oplandene[1]. Sverres første Besøg gjaldt Landskaberne østenfor Folden, hvor han om Sommeren rejste om og inddrev Boder og Lidegjeld af Bønderne, saaledes som han havde gjort søndenfor. De faldt alle til Fode, undtagen Skeynerne d. e. Indbyggerne af Skaun eller Rakkestad. For ogsaa at bringe dem til Lydighed, begav han sig op til Sarpsborg, lod en Deel Skuder trække forbi Sarpen, og roede siden med dem op ad Glommen, indtil de kom til Skaun, hvor han gik i Land med sine Folk og begyndte at brænde i hele Bygden. Da bleve Bønderne forskrækkede, bade om Naade, og udredede det forlangte for at faa Fred. Paa denne Maade var hele Østlandet undertvunget eller i det mindste afstraffet, og Sverre vendte tilbage til sine Skibe for at drage over Folden til Tunsberg, og jage Baglerne derfra. Reidar sad fremdeles i Befæstningen paa Slotsbjerget med henimod 240 Mand og flere Høvdinger, hvoriblandt Hallvard Bratte. Sigurd Jarlssøn laa med Prætendenten Inge og Baglernes Hovedstyrke paa Oplandene, og viste sig af og til i Viken, dog rimeligviis kun i dens øvre og vestligere Dele; ved en saadan Lejlighed var det maaskee, at han kom til Vinje i Thelemarken, og paa Kirkedøren med Runer skrev et Par Vers, hvori han udtalte sit Haab om, at hans Æt endnu vilde kunne rejse Hovedet i Vejret[2]. Sverre kom
- ↑ Dette omtales ikke i Sagaen, men sees af det følgende.
- ↑ Den Planke, hvorpaa disse Vers ere ristede, blev, da den gamle Kirke i Vinje nedreves 1796, bragt til Kjøbenhavn, hvor den endnu forefindes i Antikvitetsmuseet. Af Versene mangler meget, og de ere overhoved meget vanskelige at tyde (se Forsøget i Antiq. Annaler II. 247) men man seer dog deraf saa meget, at der udtales en Sorg over de ældre Frænders Død, (tvína þess sælir) men tillige et Haab om at Sorgen skal forandres til Glæde (grætissótt at kæti), siden ikke alle Medlemmer af Slægten vare faldne (fallnir niðr með allu). Og nedenfor er der, rimeligviis af en Tilstedeværende i hans Følge, eller maaskee af Presten i Vinje, skrevet, ligeledes med Runer: Sigurd Jarlssøn ristede disse Runer Løverdag efter Botolfsmesse, da han færdede hid og vilde ej gaa til Forlig med Sverre, hans Faders og
