at det lader til at Birkebeinerne vidste det. Tidligt den næste Morgen roede Kongen ud med de letteste Fartøjer, for fremdeles at opsøge dem, men de havde allerede begivet sig til Havs før Dag. Kongen forfulgte dem, og halede sterkt ind paa dem. Da Baglerne saa at Birkebeinernes Skibe skøde en bedre Fart, styrede de ind til Land forbi Tunsberg Tønde. Her indhentede Birkebeinerne et af deres Fartøjer, en Karfe, og toge den efterat have fældet hele Besætningen, paa Styrmanden, Sæbjørn Liin, og en anden Mand nær, som undkom. Baglernes øvrige Skibe, syv i Tallet, sejlede forbi Yxnøen og Midfjorden ind i Sandefjord, styrede indom Helles-Øen til Hellesvik, og løb der i Land. Sverre var da lige i Hælene paa dem, fældte en heel Deel, og tog alle deres Skibe, medens de selv søgte at frelse sig som de bedst kunde, ved at flygte op i Landet. Sverre vendte derpaa tilbage til Tunsberg, hvor han forblev en Stund, uden at der dog meldes det mindste om at han foretog sig noget mod Baglerne paa Slotsbjerget. Siden sejlede han afsted med den hele Flaade, men da han kom tilbage til Portyrja, og beregnede at Baglerne nu søgte ned til Kjøbstæderne, i den Tanke at han for Alvor havde forladt Viken, gjorde han en Skynderejse tilbage til Tunsberg og Oslo med nogle lette Fartøjer, og traf ganske rigtigt paa begge Steder en Deel Bagler, hvoraf flere bleve dræbte. Derpaa vendte han tilbage igjen til Hovedflaaden, som han traf i Askøsund strax vestenfor Lyngve, og fortsatte Rejsen til Bergen, hvor han gav Ledingsmændene Hjemlov og tilbragte den paafølgende Vinter, uden at gjøre noget yderligere Forsøg paa at forjage Baglerne, der hele Tiden opholdt sig i Viken, og toge Skatter og Skylder, som om de vare Landets retmæssige Herrer[1].
Paa dette sidste Tog til Viken havde, som det lader, Sverres ældste Søn Sigurd Lavard ikke været med, siden kun Haakon nævnes ved Toget til Aabygge Skibrede. Maaskee var han da allerede død, eller hindredes ved den Sygdom, der lagde ham i Graven, thi vist er det, at han døde i dette Aar, og saaledes ikke længe overlevede sin sidste Ydmygelse i Oslo. Men merkeligt nok, Sverres Saga taler intet derom, og det nævnes kun i de islandske Annaler. Man veed saaledes ikke, paa hvilken Tid af Aaret han døde, om det var ved et Ulykkestilfælde, eller af Sygdom, eller i Strid; at han ej blev saaret eller faldt ved Oslo, synes man af Sagaens Taushed derom at kunne slutte. Man seer heller ikke noget Tegn til, at Sverre tog sig videre nær af hans Død. Han efterlod en faa Maaneder gammel Søn, ved Navn Guthorm.
- ↑ Sverres Saga Cap. 166–169.
