tage en anden; paa begge Steder bød han at brænde Huus for Huus. Saaledes bleve mange store Gaarde brændte, blandt dem den som Borghilds, Magnus blindes Moders, Hjem bekjendte Store-Dal[1], der nu tilhørte en Bonde ved Navn Haavard. Ud paa Aftenen kom en Dreng løbende ud af Skoven og bad Kongen for Guds Skyld om at skaane hans Faders Gaard, til hvilken de nu vare komne. „Den skal visseligen blive skaanet, siden du beder derom,“ svarede Kongen, „og havde Bønderne holdt sig hjemme og bedet om Naade, skulde ingen Gaard have været brændt; sig dem nu, at de øvrige skulle blive sparede.“ Denne Mildhed virkede mere end Strenghed, thi Dagen efter kom Bønderne ned, underkastede sig Kongen, og udredede hvad der var dem paalagt.
Da Kongen havde udrettet, hvad han havde foresat sig paa denne Kant, sejlede han nordvest over Folden og ind i Grindholmesund mellem Nøterø og Tjømø. Her fik han endnu samme Aften høre, at Baglerne havde skaffet sig Skibe i Tunsberg og allerede vare komne ind i Haasteinssund[2]. Kongen roede strax videre gjennem Grindholmesund for at opsøge dem, men Mørket nødte ham til at lægge bi og overnatte i Ravnsvaag; da laa Baglerne kun et lidet Stykke sydligere ved Stranden, uden
- ↑ Se ovenfor II. S. 657.
- ↑ Læsemaaderne ere ogsaa her noget forskjellige, og de omspurgte Steder kunne ikke nu uden maaskee efter nøjagtige Undersøgelser i Egnen selv paapeges. Kun saa meget seer man, at Baglerne havde taget Vejen ud ad Tunsbergsfjorden, og at Sverre siden kom ind i denne gjennem Grindholmesund eller Vrengen, forfulgte dem videre ud af Fjorden, forbi Tunsberg Tønde og ind i Sandefjord. „Haasteinssund“ kan saaledes neppe være Aarøsund østenfor Vrengen, som Munthe antager, men maa søges indenfor, rimeligviis ved et Sted i Sandehered kaldet Hásteinar i „den røde Bog.“ Ravnsvaag maa være længer ude i Tunsbergfjorden, ikke heelt inde ved Ravnø. Hvad der vanskeliggjør Sagen, er den Omstændighed, at Navnene Tiuma (Tjømø) og Tunna (Tønden, d. e. Tunsberg Tønde) i Oldskrifterne skrives aldeles paa samme Maade, saa at man har ondt ved at vide, hvilket af begge disse paa hver sit Indløb til Tunsbergfjorden beliggende Punkter der paa ethvert Sted menes. Paa første Sted seer man nok at det er Tjømø, men hvor det heder at Ravnsvaag ligger utan at Tunnu (eller Tiumu?), er det tvivlsomt, paa hvilken Side dette maa søges; snarest er det dog vel ved Tjømø, da Sverre ikke kan være kommen saa langt om Aftenen. Hvor det siden heder, at Baglerne roede nord forbi Yxnøen, (hvis sydøstligste Punkt „Tunna“ danner), maa man ej forklare dette som om de roede oven om, hvor Øen nu er landfast, men uden om, thi „nord“ betegner altid ved Beretning om Sejladser paa denne Kyst „vestover“ eller „sydvestligt,“ saaledes heder det strax efter, at Sverre sejlede „nord til Portyrja,“ skjønt han i Virkeligheden sejlede mod Sydvest. Saavel Baglerne, som han, sejlede uden om Yxnøen og Velløen ind i Sandefjord til Hellesvik, hvilket Flatøbogen rigtigt lægger paa den sydlige (d. e. østlige) Side af Fjorden, medens Udgavens Text derimod urettelig nævner „Norderlandet.“
