Hopp til innhold

Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/393

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
375
1200. Vikverjerne straffes. Fegtning ved Skarvstad.

fandt den aldeles tom for Folk. Kongen havde derfor allerede givet Befaling til at vende tilbage, og brænde hvert Huus, de kom forbi, da en Mand kom løbende, og underrettede ham om at Bondehæren var lige i Nærheden, og stevnede ned ad Dalen, nordenfor den Højde, hvor Kongen stod. „Da er det bedst,“ sagde Kongen, „at styre lige imod dem, og see hvorledes det løber af.“ Han lod blæse til Angreb, og ilede i Spidsen for sin Hær ned i Dalen mod Bønderne, der paa sin Side beredede sig til Modstand. Begge Hære stødte sammen i Nærheden af Gaarden Skarvstad[1], paa et Sted, hvor man til den ene Side havde en Skov, paa den anden en liden Leerbekk og nogle Agre. Kongen red lige hen mod Sigurd Jarlssøns Merke, hvor denne dog ikke selv var tilstede; hans Krigere gjorde kjek Modstand, men understøttedes ikke tilbørligt af Bønderne, der betænkte sig saa længe paa om de skulde gaa frem eller ikke, at imidlertid de fleste af Baglernes Krigere vare faldne. Da, heder det i Sagaen, vare Bønderne ogsaa blevne enige om at det var bedst at holde sig saa langt fra Birkebeinerne som muligt. De toge Flugten, men Birkebeinerne forfulgte som sædvanligt de flygtende, nedlagde mange af dem, og vendte først om Kvelden tilbage til Skibene. Dagen efter kom Bønderne ned og bade om Grid. Denne negtede Sverre dem heller ikke, men fordrede store Udredsler, der ogsaa uvægerligt skaffedes til Veje.

Fra denne Deel af Viken styrede Sverre til den, der ligger nordenfor Svinesund, og hvis Indbyggere saaledes havde deeltaget i Toget mod Oslo. Han lagde ind i Hornesfjorden (Skjæberg-Kilen), og lod Bønderne tilsige, at de skulde komme ned og indgaa Forlig med ham. Nogle kom, men de fleste udebleve, især fra Aabygge Skibrede[2], da de stolede paa at Baglerne vilde komme dem til Hjelp. Da Kongen saaledes havde ligget en Stund og ventet forgjeves paa dem, gik han op i Bygden paa Nordsiden, men fandt den overalt ganske folketom. Da de havde faret langt om og det led ud paa Dagen, vendte han om igjen, og tog selv een Vej, medens hans Søn Haakon med sin Afdeling fik Befaling at

  1. Skarvstad, nu Skarstad, ligger saavel som Tarve i Bro Sogn, Stangenes Hered, Skarskad længer mod Øst, i et Dalføre, der fører ned til Bro-Fjorden, og gjennemstrømmes af en Bekk, der rimeligviis er den ovenfor omtalte Leerbekk.
  2. I den Text, Udgaven af Sverres Saga følger, staar aldeles urigtigt um Agðir i Stedet for um Ábygðir, d. e. Aamord eller Aabygge Skibrede. Maaskee Afskriveren ikke engang har haft noget Ábygðir for sig at tage Fejl af, men, uvidende med Lokalforholdene, har antaget „Aaen“ i Sagaens Udtryk „fyrir austan ána,“ om Aaen Sire, og paa egen Haand tilføjet „um Agðir,“ hvilket Landskab begyndte ved Sire. Se ogsaa Munthe i Anm. til Aalls Snorre III. S. 135.