til Tunsberg omkring 8de September[1], og indesluttede nu Bjerget paa alle Kanter, for at underkaste det en formelig Belejring. Han slog sine Telte rundt om det, heelt fra Fjorden paa dets Nordside, og til Byen; og for at være sikker mod ethvert Angreb af Baglernes Hovedhær, om den skulde ville komme de Belejrede til Hjelp, lod han skære en Grav lige fra Vaagen (Kilen) og syd til Skeljasteinssundet (Piren), og besætte hele dens indre Kant med Palissader. Sine Skibe lod han sætte paa Land og forsyne; hele sit Mandskab fordeelte han i visse Afdelinger, og anviste enhver dens bestemte Sted. Saaledes fik Gjesterne, der dengang havde Peter Steyper til Høvding, sin Plads anviist paa Nordsiden ved Landevejen, der fører ned fra Frode-Aasen; de toge en Deel Huse nede i Byen, og flyttede dem op til hiin Plads, som siden derfor blev kaldet Gjeste-Bakke. Kongen havde selv sædvanligviis sit Kvarteer i Byen, og mange af hans Mænd med ham. Alt var saaledes indrettet paa et langvarigt Ophold og en formelig Blokade, dog gjorde Sverre først et Forsøg paa, om muligt at indtage Bjerget med Storm. Han ledede personligt et Angreb fra Sydsiden, op ad Kleven, medens Gjesterne angrebe det nordre Kastell. Birkebeinerne trængte tappert op lige under det søndre Kastells Vegge, saa at de og Baglerne endog kunde naa hinanden med deres Kesjer, men deres Stilling var dog alt for ufordeelagtig til at de længe kunde holde sig der; Baglerne lode Stene og Skud regne ned over deres Hoveder saa at hverken Skjolde eller Staalhuer kunde modstaa det, og Birkebeinerne tumlede saarede ned ad Kleven, under Baglernes Jublen og Haansord. Det var øjensynligt, at intet lod sig udrette ved Storm. Imidlertid ønskede Kongen meget at vide, hvorledes Baglerne havde indrettet sig paa Bjerget, hvilket man ej kunde see nedenfra, og en af hans Mænd paatog sig det farlige Arbejde, ved Hjelp af sammenbundne Kirkestiger at klatre op til den højeste Spids af Laurentiuskirkens Taarn, for fra denne, der ragede højere i Vejret end Bjergets Overflade, at spejde, hvad der foregik der oppe. Holdende sig fast i Taarnknappen
- ↑ Paa Mariemesse øvres Tid, som Flatøbogen udtrykkeligt angiver.
Brødres Banemand.“ Man seer heraf, at dette maa være skrevet før Sverres Død (Marts 1202), og efter at ej alene Kong Magnus, men ogsaa i det mindste een til af Sigurds Brødre, vare faldne i Kampen mod Sverre, siden flere „Brødre“ nævnes; ja da Sigurd opholdt sig hos Sverre som et Slags Fostersøn af ham indtil 1192, maa det have været efter Slaget i Florevaag. Da Løverdag efter Botolfsmesse 1195 og 1200 falder paa St. Hansdag, kan det ej have været i disse Aar; en lignende Betænkelighed opstaar vel ogsaa med Hensyn til 1201, hvor hiin Løverdag er St. Hans Aften, men muligt var det dog her, at man havde regnet fra den foregaaende Festdag. Forkastes 1201, har man kun 1197 tilbage, da Sigurd var kommen tilbage til Oplandene efter Toget til Nordfjord.
