sker. Længer ud paa Høsten brød endog Uvejret ganske løs, idet Paven da med de haardeste Bebrejdelser over Sverre ej alene erklærede ham selv exkommuniceret og uberettiget til Tronen, men forkyndte endog Interdikt over enhver Deel af Riget, som endnu blev ham tro: en kirkelig Straf, som Innocentius aller først bragte i Anvendelse, og som til enhver Tid, men aller mest da den endnu var ny og uhørt, maatte vække almindelig Forfærdelse. De i denne til alle Biskopper og Prælater i Norge stilede Bulle (dateret Citta Castellana den 6te Oktober) forekommende Ytringer om Sverre vise noksom, hvor eensidigt og med hvilke Overdrivelser hans Fiender have fremstillet hans Ferd for Paven, der selv var alt for redelig og sandhedskjærlig til at ville fremsætte saadanne Beskyldninger, naar han ej var overbeviist om deres Rigtighed. Bullen lyder idet væsentlige saaledes: „Vi tro visselig at Herren maa have villet straffe eders og det hele norske Folks Synder, idet han har tilladt Sverres tyranniske Grumhed og afskyelige Voldsomhed i den Grad at faa Overhaand over eder og det hele Rige, at han ej alene har bemægtiget sig Kongedømmet (og det, som vi have hørt hverken ifølge Høvdingernes Valg eller ifølge Arveret), men ogsaa, skjønt han, – som der siges – selv fordum har beklædt en gejstlig Værdighed, dog raser imod Kirkens Mænd, undertrykker Kirkerne, forfølger de Gejstlige, plager de Fattige, og er grum mod de Mægtige; saa at man maa tro, det er ifølge Guds egen Dom, at han, skjønt han som uegte fød, – hvilket han endog selv har erkjendt, – ikke burde have været befordret til nogen gejstlig Værdighed, og dog, tvertimod de kanoniske Bestemmelser, er bleven admitteret til dem, derfor ogsaa raser faa meget værre mod dem, der ved at indvie ham have overtraadt Bestemmelserne. Men vi forundre os ej over Gud, der til eders Refselse hidtil har taalt hans Tyranni, eller over ham selv, hvis Aand, haardnakket i det Onde og vant til Slethed, ej;formaar at aflade fra Synden, men over dem, der endnu i deres dumdristige Vanhelligheds Frækhed vove at følge denne Frafaldne og skjendige Helligdomskrænker, ja ynde og hjelpe ham, skjønt de heller efter Evne burde forfølge hans Tyranni. Men skjønt der ofte fra det apostoliske Sæde er udgaaet Befaling til at tæmme hans Snedighed, har det dog hidtil ikke været muligt at tøjle hans Forvorpenhed, da tvertimod endnu nogle, til deres Sjæles Fortabelse, holde fast ved ham, og han saaledes endnu hersker i en Deel af Norge, hvor han overgaar Nordenvinden selv i Barskhed. For end ydermere at besnære eder og det hele norske Folk, og give sig et Skin af at have faaet sin Ret til Kongedømmet bekræftet ved apostolisk Autoritet, har han ikke engang taget i Betænkning at forfalske vor Forgænger Pave Coelestins Bulle (Segl), hvormed han har forseglet flere Breve.“ – – „Men for at hans Forvovenhed“, heder det,
