gang. Og man maa derfor beundre Sverre, at han dog ved sin Uforsagthed og Udholdenhed frelste Fædrelandet fra denne Fare, om han end for øvrigt, hvad der med al hans Klogskab og Dygtighed var uundgaaeligt, var nær ved at bukke under i den ulige Kamp, hvor han ej alene havde den mægtige Pave imod sig, men dertil en saa listig og hensynsløs politisk Fiende som Biskop Nikolas, der vist ikke tog i Betænkning at fremstille Sverres Forhold, hvilket allerede, betragtet fra det kirkelige Standpunkt, kunde være misligt nok, i et endnu langt værre Lys end Innocents selv, om han personligt havde været tilstede i Norden, rimeligviis vilde have betragtet det, medens det paa den anden Side heller ikke er at undres over, at Innocents i dette Stykke lyttede mere til Nikolas og den af Nikolas vistnok ganske beherskede, skjønt i sig selv redelige og velmenende Erkebiskop Eriks Forestillinger, end til hvad Sverres Venner eller Udsendinger kunde forebringe[1]. I Førstningen synes imidlertid Innocentius endnu ikke at have været fuldt saa sterkt indtagen mod Sverre og hans Tilhængere, som siden, thi uagtet Biskop Martin af Bergen endnu var Sverre tro, uden at agte hans eller sin egen Bansættelse, udstedte Innocentius dog under 25de Mai efter hans Andragende et Brev, hvori han erklærede det for utilbørligt, at Islandsfarerne i Bergen negtede ham Tiende, og befuldmægtigede ham til, hvis de sad hans Anmodning derom overhørige, at ramme dem med kirkelige Straffe[2]. Dette tyder visselig ikke paa, at Innocentius skulde have noget imod Martin, end sige betragte ham som exkommuniceret; men paa den anden Side kan man heller ikke antage at Paven har været ganske uvidende om Forholdene, thi deels maatte han kjende noget dertil fra sin Formands Tid, deels kunde han vel endog af andre Udsendinger fra Norden, ja endog af det Bud, der bragte Biskop Martins Erende, erfare saa meget, at han kunde slutte sig til det øvrige. Men kun et Par Maaneder efter havde Stemningen øjensynlig forandret sig. I to Breve, som Innocentius den 30te Juli sendte fra Reate, et til Biskopperne og de øvrige Gejstlige paa Island[3], et til Øens Høvdinger og Folk, klager han blandt andet udtrykkeligt over, at de tillade sig at holde Samkvem med exkommunicerede Personer, og fornemmelig med Sverre, der baade var bansat og frafalden, og formedelst sine Gjerninger var en Fiende af baade Gud og Menne-
- ↑ At der virkelig fremførtes overdrevne og usande Beskyldninger mod Sverre, vil strax nedenfor sees.
- ↑ Innocents den 3dies Breve, 1ste Bog, No. 217.
- ↑ Sammesteds, No. 320. 321. Disse Breve bleve, som det udtrykkelig siges, afsendte med en Abbed Erlend, der fra Island var sendt til Rom med Skrivelser, som han dog paa Vejen ved Skibbrud havde mistet.
