Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/347

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
329
1198. Thorstein Kugad tages til Naade.

havde Sverre sikkert beregnet[1]. Thorstein omtales ikke oftere, og det lader til, at han nu virkelig er bleven Sverre tro, thi siden efter finde vi hans Søn, Baard Varg paa Gudreksstad, som en af Skule Jarls Lendermænd[2].

61. Sverres mislige Stilling. Han bansættes af Innocentius d. 3die, og de ham troe Dele af Riget belægges med Interdikt. Hans Stridsskrift mod Gejstligheden.


Sverres Stilling var nu trods hans overvættes Anstrengelser og utrættelige Virksomhed misligere, end den nogensinde havde været siden Erling Jarls Fald, thi Baglerne havde den største Deel af Riget inde, nemlig Viken og Gulathingslagen, saavel som Frostathingslagens Kystfylker og Haalogaland; og saavidt man kan skjønne, havde Sverre kun den egentlige Thrøndelag tilbage, hvis Indbyggerne forbleve ham urokkelig troe, samt Borgen i Bergen. Derhos var hans Flaade tilintetgjort eller erobret af Fienderne, der ligeledes havde bemægtiget sig en stor eller den største Deel af hans Pengebeholdning. Og hertil kom endelig, hvad der var det aller værste, og som vel for en Deel var Aarsag i saa mange af hans Tilhængeres Frafald, at hans Uenighed med Gejstligheden nu havde naaet sit højeste, og at den pavelige Banstraale endelig virkede med sin hele Kraft. Den gamle, svage Coelestin den 3die var nemlig død den 8de Januar 1198, og hans Eftermand var den store Innocentius d. 3die (Lothar, Kardinal-Diaconus af St. Sergius og Bacchus), der, ophøjet paa Pavestolen i sin bedste Manddomsalder (kun 37 Aar gammel), forenede med et overlegent Hersker-Talent utrættelig Arbejdskraft, den mest brændende Nidkjærhed, og den redeligste Vilje til at sætte igjennem hvad han ansaa for Ret, uden Hensyn til Personer og Omstændigheder. Ved hans Tiltrædelse kom der et Liv i Kirken, som man neppe siden Gregor d. 7des Dage havde kjendt. Hans mægtige Indflydelse sporedes lige til Christenhedens fjerneste Egne; intet undgik hans Opmerksomhed, overalt var han rede til at gribe kraftig ind, ved Raad, Advarsel eller Straf; og medens han i Italien selv med udsøgt Statsklogskab benyttede sig af Forholdene til at gjenerhverve Pavestolens verdslige Besiddelser og udstrække dens Indflydelse baade over Toscanas Republiker og Kongeriget begge Sicilierne, skalv tillige Europas mægtigste Monarcher for hans aandelige Vaaben, og han nødsagede i Tidens Løb Portugals, Aragons, Polens og Englands Konger til at erklære sig for Pavestolens skatskyldige Vasaller. Derhen vilde det vel ogsaa være kommet med Norge, hvis det af Eystein grundlagte, og af Erik og Nikolas forfegtede, System havde faaet Frem-

  1. Sverres Saga, Cap. 153.
  2. Haakon Haakonssøns Saga, Cap. 198, 239.