holdt sig her en Tid i al Hemmelighed. Derpaa sendte han Bud ind til Byen til Lagmanden Gunnar Grjonbak, og bad ham indlægge Forbøn for ham hos Kongen. Gunnar indledede Sagen ved en passende Lejlighed, idet han beklagede at en saa dygtig Mand som Thorstein Kugad skulde være i Baglernes Flok, og ytrede det ønskelige i at kunne faa lokket ham tilbage. „Thorstein erindrer vist ikke længer nu at han har været vor Ven,“ sagde Kongen. „og hans Tab er os ej mere nogen Skade.“ „Men,“ sagde Gunnar, „hvis vi nu virkelig kunde faa lokket ham over til os, kan jeg da være vis paa at I, Herre, vil skjænke ham Grid:’“ „Hvad betyder dette, Gunnar,“ sagde Kongen og lo; „er Thorstein under din Beskyttelse? Grid skal han gjerne faa af mig, men jeg tør ikke svare for, hvorledes det vil gaa ham, hvis han møder Birkebeinerne ude paa Gaden.“ Gunnar sendte desuagtet Bud til Thorstein at han skulde komme til Byen. Thorstein kom ganske hemmeligt, og begav sig med Gunnar til Kongen, som just var tilstede paa et Møde. Thorstein havde en sid Hat paa Hovedet, saa at ingen kjendte ham, førend han kom lige foran Kongen. Da kastede han Hat og Kappe af, styrtede sig ned paa Gulvet som om han havde faaet Dødsbugget, omfavnede Kongens Knæ og kyssede dem, idet han sagde: „lyksalig er jeg, min Herre, over at jeg nu er eder saa nær, at jeg kan røre ved eder, og at jeg er sluppen fra disse Djævels Mennesker, Baglerne, der ere bansatte, og det efter Fortjeneste, saasom de ere Ransmænd og Ildgjerningsmænd og ingen Høvdinger; de ville øve Fiendskab mod den bedste Mand i Verden, nemlig eder, Herre, der er kronet Konge, og som alle burde bøje sig for, hvis de handlede Ret. Kjære Herre, modtag mig, nu og lad mig aldrig skilles fra dig! jeg begriber ikke hvorledes den onde Kjetterbiskop kunde gjøre mig saa ør og blind, at jeg ikke skulde skjønne med hvilken Falskhed disse Forrædere, disse Meenedere fare; hvorledes kunde jeg vente at slige onde Bedragere skulde kunne være mig gode, naar de have sveget sin retmæssige Konge?“ De tilstedeværende Birkebeiner faldt ham ofte i Talen, og han maatte høre mange haarde Ord, som „at ingen var større Forræder end han selv“ og „at han burde føres ud paa Øren og hænges“. Men Kongen bad ham staa op, gav ham Grid, og sagde at han skulde fortælle dem om Baglernes Skikke og Sædvaner. „Lyksalig er jeg, at jeg atter saa dine Øjne,“ svarede Thorstein, „aldrig mere skal jeg svigte i min Troskab: om Baglerne kan jeg fortælle mangt og meget, naar I ønske det, og det meste ufagert.“ Nu maatte da ogsaa de øvrige Birkebeiner finde sig i at taale Thorstein imellem sig, og Kongen lod ham ofte paa Thing og Hirdstevne fortælle om Baglerne. Disse Fortællinger indeholdt vist mange Overdrivelser, men de forfejlede dog neppe sin Virkning paa de menige Krigere, og dette
