„ikke længer skal rase mod de Uskyldige, befale vi eder alle og enhver udtrykkeligt ved denne apostoliske Skrivelse, at I advare Norges Folk omhyggeligen mod, yderligere at følge ham, eller staa ham bi og vise ham Hengivenhed. Alle de, som sidde denne Advarsel overhørige, skulle I erklære exkommunicerede, lukke Kirkerne, og i hele den Deel af Norge, som følger ham, ikke foretage noget kirkeligt Sakrament undtagen Barnedaab og Døendes Skriftemaal, ligesom I og skulle negte hans Tilhængere kirkelig Begravelse ved deres Afgang. Derhos ville vi ej lade eder uvidende om, at skjønt Sendebud fra ham ere komne til os, have de dog intet kunnet udrette hos os til hans Fordeel, saa at, hvis de foregive at have opnaaet noget for ham, maa de have faaet det hos Falsknere, af hvilke vi strax efter vor Tiltrædelse opdagede en heel Mængde, der vare i Besiddelse af falske Buller“[1]. Af dette Brev maa man slutte, at Sverre foruden det tidligere Gesandtskab til Coelestinus ogsaa har sendt Gesandter til Innocentius strax efter dennes Ophøjelse paa Pavestolen[2], skjønt Sagaen intet taler derom, og usandsynligt er det ej, at det er ved denne Lejlighed, Biskop Martin udvirkede det nys omtalte Pavebrev, der bekræftede Biskopsstolens Ret til Tiende af Islandsfarerne. Men den nys meddeelte Bulle viser noksom, hvor fuldstændig Paven maa være bleven omstemt og indtagen af Forbitrelse mod Sverre. Med nogle af de mod ham fremsatte Beskyldninger, navnlig den, at have benyttet sig af falske Pavebuller, har det vistnok, som vi allerede ovenfor have seet, sin Rigtighed, men at de fleste ere ufortjente eller i det mindste overdrevne, f. Ex. den, at han skulde fare frem med tyrannisk Grumhed, mishandle Mægtige og Ringe, undertrykke Kirker og forfølge de Gejstlige, skjønnes ikke alene deraf, at hans hele Personlighed fra først til sidst viser sig gjennemtrængt af en for de Tider sjelden Godmodighed, Humanitet og Forsonlighed, men det fremgaar ogsaa af det Vidnesbyrd, den før omtalte mod ham ellers saa fiendtligt stemte og af hiins Uvenner saa øjensynligt paavirkede engelske Forfatter giver ham, idet han, efter at have fremstillet hans Ferd i det mest forhadte Lys, dog ikke kan andet end tilstaa, at Udtrykket „blid som et Lam“ i Omskriften paa hans Segl ej var upassende, saasom han „viste Mildhed mod sine Undersaatter, og Ærbødighed for Kirker og Klostre[3].“
- ↑ Sammesteds, No. 382.
- ↑ Man kan nemlig ikke uden alt for stor Tvang antage at Innocents skulde have omtalt Gesandtskabet til Coelestin som om det havde gjeldt ham.
- ↑ Villjam af Newbury l. c. (III. 6). Ogsaa i sit eget Forsvarsskrift paaberaaber Sverre sig, som det nedenfor vil sees, og vistnok med Rette, at han altid havde holdt Haand over de hellige Stiftelser, og at faa Konger havde givet Gejstligheden bedre Ret.
