de vilde drive det ned til dem. Dette gjorde da Bønderne, og dreve en heel Mængde Nød ned til Laxevaag paa den anden Side af Puddefjorden, hvor en Deel af Baglehæren nu lagde hen, og stillede en Vagt paa Højden lige over. Men en Nat brød Sverre op fra Borgen med en Deel paalidelige Folk, stevnede først op til Fjelds, og derfra langs Højderne ned til Aalrekstad, samt videre langs Aalrekstadvaagen (Lunggaardsvandet) og Puddefjorden hen imod Laxevaag, for at prøve, om han kunde faa fat paa Kvæget. Han havde skaffet sig Underretning om, hvor Vagten stod, og sendte 6 Mænd forud, for at dræbe eller fange Vagtmændene. Da de kom derop, fandt de to Mænd, den ene sovende, den anden vaagen; de satte strax deres Spyd i dem begge, og hiin døde uden at give en Lyd fra sig, den anden derimod skreg højt, da Spydet gik igjennem ham. Baglerne nedenfor hørte Skriget, og spurgte hvad der var paa Ferde, men en af Birkebeinerne svarede at det kun var Spøg og Løjer, og med dette Svar lode Baglerne sig nøje. Hine vendte nu tilbage til Kongen, som roste dem for deres Raskhed og Aandsnærværelse, og sneg sig nu med sine Folk saa sagte hen til Baglerne, at disse intet merkede, førend Birkebeinerne droge Skibene op, paa hvilke de laa. Saaledes bleve mange af dem dræbte, inden de kunde sætte sig til Modværge. De Bagler, der laa længer borte, hørte Vaabenbraget og vilde komme deres Kamerater til Hjelp, men aldrig saa snart varede komne i Land, førend Birkebeinerne styrtede ind paa dem og dreve dem tilbage. Mange af dem laa dræbte eller saarede efter, andre sprang i Vandet. De løste Landtougene, og lagde Skibene udenfor Skudvidde, men Birkebeinerne satte sig imidlertid i Besiddelse af Kvæget, og begyndte at drive det ind til Aalrekstad. Da Baglerne ved nærmere Undersøgelse saa, hvor stort Tab de havde lidt, skammede de sig, og besluttede at tage Hevn, idet de roede ind i Fjorden og op i Aalrekstadvaag, hvor de ved selve Vaagsbunden gik i Land og stillede sig i Fylking, for her at overfalde Sverre, naar han med sin ubetydelige Flok kom forbi, thi da han maatte gjøre en Omvei langs Kysten, og hans Folk desuden havde Kvæget at passe paa, gik Marschen ikke synderlig hurtigt, og han var derfor, til deres Glæde, endnu ikke kommen saa langt. Sverre fik heldigviis i Tide Øje paa dem, og sagde: „de have altsaa endnu ikke faaet nok af at stride med os“. Han bød sine Mænd at gaa op i Brekkerne, og derfra i fuld Fart styrte ned paa dem, saa vilde de nok, tænkte han, vige. Dette skede, og Birkebeinerne satte saa voldsomt ind paa Baglerne, at strax en heel Deel af dem, der stode i forreste Rad, bleve dræbte. Deres Merke blev baaret af en Mand fra Throndhjem ved Navn Eindride Ljoxa, sterk og tapper; han vilde ikke vige, men kom i Kamp med Bergsvein Lange, Kongens Merkesmand. De skiftede Hug, og tilsidst blev Bergsvein saaret, men Eindride faldt, og med
