Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/337

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
319
1198. Bergens-Sommeren. Kamp paa Jonsvoldene.

fløj under Hesten, den anden opfangede Kongen i sit Skjold, som han lod glide ned foran Hesten. Da Beglingen saa at Spydene ikke traf Kongen, kastede han Sverdet imod ham, men ogsaa det kom under Hesten. Han bukkede sig ned og fik taget Spydet op, men i det samme traf Kongen ham med sin Kesje i Axlen; han slog Spydet af sig, som skar sig ud af Saaret. Nu red Kongen saa haardt ind paa ham, at han faldt; Kongen holdt Hesten an for at træde ham under Fødderne, men han slog op med Spydskaftet, der han laa, saa at det naaede Kongen, Hesten blev sky og kastede sig til Siden. Da sprang Manden op for at komme til Kirkegaarden, men Kongen sporede sin Hest efter ham, og traf ham endelig saa eftertrykkeligt med sin Kesje, at han faldt død til Jorden[1].

Efter denne Sejr vendte Birkebeinerne tilbage til Byen og Borgen, men Baglerne bleve forsigtigere end før, og indlode sig ikke oftere paa at lege; i det hele taget kom de sjeldnere i Land. Biskop Nikolas og hans Afdeling lagde til ude ved Taleholmen. Han lod den rydde, og et Telt opslaa der, i hvilket han sang Messe, sigende at han vilde opføre en Steenkirke der og gjøre den til den fornemste i Stiftet[2]. Dette sagde han vel især for at ærgre Biskop Martin, der endnu var Sverre tro, og holdt Messe for ham og hans Folk, trods Bansættelsen, hvorover Paven udtrykkelig tilkjendegav sit Misnøje, som det i det følgende skal vises. Nogle af Baglernes Skibe laa ved Nordnes, andre længer sydligt (det vil sige nærmere Sydnes). Birkebeinerne derimod vovede sig hyppigere ned til Byen end før, og vare der længere Stunder ad Gangen. De gjorde ogsaa ofte Strejftog op i Landet for at skaffe sig Levnetsmidler, uden at Baglerne forsøgte at hindre dem; Sunnhørderne og Hardingerne, siger Sagaen, fandt just ikke at de sopede med Lempe om deres Tun, og de fik nu undgjelde at de havde udredet Baglerne Leding. De sendte Bud til Baglerne, at det nu var deres Pligt at forsvare dem og deres Buskab, men Baglerne svarede at de ej kunde passe paa deres Kvæg, uden

  1. Sverres Saga, Cap. 147, 148.
  2. Sagaens Ord ere: reisa mikin höfuðstab ok steinkirkju, egentlig „rejse et stort Hoved-Sted og en Steenkirke.“ Men staðr i denne Forbindelse betegner netop „gejstlig Stiftelse“, Kirke med Domkapitel eller Kloster, og höfuðstaðr bliver saaledes „Hovedstift, Centralhelligdom,“ hvormed ej andet kan være meent, end at han tænkte paa at indrette en ny Kathedralkirke. Taleholmen (töluhólmr) kan ej være nogen anden end Christiansholm. Desto urimeligere er det, som flere have gjort, at oversætte höfuðstaðr med „Hovedstad,“ som om at det var Nikolas’s Hensigt, ude paa denne lille Holme at bygge en heel By. At Nikolas tænkte paa at indrette en ny Domkirke, kom vistnok især deraf, at Christkirken, som vi ville see, betragtedes som vanhelliget fordi Birkebeinerne, skjønt exkommunicerede, havde hørt Messe der.