Hopp til innhold

Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/326

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
308
Sverre Sigurdssøn.

begyndte Ledingsfolket at tabe Taalmodigheden, og holdt endog hemmelige Sammenkomster om at bryde Ledingen og uden Tilladelse drage hjem. Den, som især opmuntrede dertil, var en af Kongens egne Huuskarle, ved Navn Olaf fra Beitstad[1]. Men Kongen merkede det, og lod Olaf gribe og henrette, for at statuere et Exempel; dette afskrækkede de øvrige. Kongen lod anden Gang tilsige Thinge og truede Bønderne med, at hvis de nu ikke kom, vilde han brænde hele Heredet op. Da kom de endelig frem, og maatte nu finde sig i at udrede en svær Bod for deres Oprør, saa at Dagen efter flere hundrede Nød og meget andet Gods blev bragt ned til Skibene, deels i Leding og Lidegjeld[2], deels i Bøder. Derpaa vendte han igjen tilbage til den nordligere Deel af Viken, hvor han fik høre at Baglerne havde været i Throndhjem, men allerede vare komne tilbage til Oplandene, og nu agtede sig til Oslo. Han ilede da hid, og vilde drage dem imøde paa Oplandene, men da han kom op paa Gjelleraasen, fik han vide at de havde faaet Nys om at han var i Oslo, og derfor taget den øvre Vej sydefter. Han vendte derfor tilbage til Oslo, og drog siden til Tunsberg, men sendte Philip Jarl, Søn af Byrge Brosa, med en Deel Tropper op til Mjøsen, for at see til, om han der kunde tilføje Baglerne nogen Skade. Det havde ogsaa været hans Hensigt at sende sin Halvbroder Hide derop, men denne blev ikke tidsnok færdig, og han lod ham derfor blive i Tunsberg med sin Skare, idet han selv sejlede afsted med hele Flaaden for en gunstig Vind, i den Hensigt at drage til Bergen. Men da han kom til Helgesund[3], hørte han til sin Forundring at Sigurd Jarlssøn var kommen nordenfra, og at de havde omfarets, uden at nogen var bleven ham var. Strax den følgende Morgen lod han blæse til Huusthing, og ytrede her, at han var meget ængstelig for Hide, som han havde ladet blive tilbage i Tunsberg med faa Folk, og som rimeligviis nu troede sig sikker mod Angreb fra Vestkanten, da Kongen selv drog den Vej med hele Flaaden; men han frygtede for, at man ikke nøje nok havde seet efter i de forskjellige Havne, man kom forbi, og tilkjendegav derfor sin Beslutning, at han med alle Skuder og lette Skibe, besatte med dygtige Folk, vilde vende tilbage og see til at opdage Sigurd, medens derimod Storskibene, og, som man kan forstaa, Ledingsfolkene, skulde

  1. Saaledes Skaalholt-Haandskriftet. Texten i Udgaven af Sverres Saga har „Olaf Beitstok“.
  2. D. e. den Udredsel, der paalaa enhver „Lide“, saaledes kaldtes i Viken det Antal Folk (siden efter den Rode eller Deel af Heredet) der skulde stille en Ledingsmand.
  3. Sandsynligviis gamle Hellesund eller Helgesund lidt østenfor Christianssand, i Høvaag Sogn.