Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/322

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
304
Sverre Sigurdssøn.

kede dertil, ligeledes dele Mandskabet, først i to, siden i fire Dele; af disse Fjerdedele valgte da i den Orden, Lodkastning bestemte, hver sin Fjerdepart af Byttet, men i hver Fjerdedeel skiftedes det derpaa i de mindre Dele og i disse efter Folketallet. Dog var herved at merke, at hvis der blandt Byttet var Skibe eller andre Krigssagn; der før havde tilhørt Kongen, og nu kun tilbageerobredes, skulde de nu ogsaa strax uden Deling blive Kongens Ejendom, og af disse Sager kunde Mandskabet alene gjøre Fordring paa hvad Kongen ej forhen havde besiddet, dog saaledes at Kongen først og fremst havde Ret til at indløse det; ligeledes skulde andre Klenodier og Kostbarheder, om nogen vilde sælge dem, først tilbydes Kongen og overlades ham, hvis han vilde kjøbe dem for fuld Værdi. Det var ogsaa vedtaget, ærligt og redeligt at give Kirken fuld Tiende af Byttet, uden at skjule noget. Fremdeles gjaldt den Regel, at hvis Omstændighederne fordrede, at en Afdeling maatte holde Vagt vel Skibene eller Lejren, medens en anden kæmpede og vandt Mine, skulde dog det vundne Bytte deles mellem dem alle, som om begge Afdelinger havde været med i Striden. Ved nærværende Lejlighed lod Kongen Merkesstangen rejse til Bytteskifte paa en Slette syd paa Hovedøen. Her blev der blæst til Huusthings, og han holdt en Tale til Krigsfolkene. Da Byttet blev bragt til Stangen og Mandskabet deelt, viste det sig at Antallet paa dem, der vare blevne tilovers fra Slaget, udgjorde mellem 4800 og 6000 Mand[1]. Medens man var beskjeftiget hermed, kom der en Prest med et Brev fra Biskop Nikolas, hvori denne tilbød Kongen Forlig. Kongen svarede: „det har han gjort for, men kun holdt lidet af hvad han lovede, jeg veed derfor heller ikke, hvorledes det vilde gaa med dette Forlig; men kommer han selv, kunde jeg nok unde ham Grid, og sig ham kun, at jeg bar meget andet at søge Berømmelse ved end at dræbe ham, naar han viser mig den Tillid at komme: han faar gjøre som han synes.“ Derpaa henvendte Kongen sig til sine Tropper og Ledingsfolkene, og bød som Indløsningssum for de erobrede Skibe med Redskab, for saavidt de ej vare opbrændte. 15 Merker Guld (120 Merker Sølv)[2]. Men Folkene meente, at dette ikke engang var Trediedelen af hvad de vare værd, og mange, hvoriblandt Sigvalde Karl, Sigurd af Modastad og Eivind Ragnvaldssøn, begyndte allerede at dele Tougverk og Sejl, for at skifte dem i fire Parter, som det øvrige Bytte. Da Sverre fik dette at vide, greb

  1. Der staar: „paa femte Ti Hundreder“, altsaa over 4 Hundrede (4800) og under fem (6000).
  2. Denne Sum udgjør, efter de foregaaende Beregninger, en Sølvværdi af omtrent 1000 Spdlr. men i Følge de daværende Varepriser repræsenterer den mindst det Tidobbelte (10000 Spdlr).