De nylig givne Løfter og Forsikringer hindrede ikke Biskop Nikolas, der vel neppe nogensinde meente dem oprigtigt, fra, endnu samme Hest (1195), at begive sig ned til Erkebiskopperne i Danmark, og indgaa Forlig med dem, hvilket var det samme som aabenbart at bryde med Kongen og erklære sig for hans Fiende[1]. De to andre Biskopper, i det mindste Martin – om Thore kan der nemlig ikke være Tale, da han var rejst til Rom –, vedbleve dog endnu i nogle Aar at staa paa Sverres Parti[2]. Om Erkebiskopperne ikke vidste for, at Sverre og de øvrige Biskopper havde sendt et Gesandtskab umiddelbart til Paven, for at gjøre deres Bestræbelser til Intet, saa fik de i alle Fald vide det nu af Biskop Nikolas. Dette gjorde, at ogsaa Erkebiskop Erik paa sin Side, eller hans Venner, sendte Paven Skrivelser, for at modarbejde dem, Gesandterne medbragte. Bi kjende endnu Brudstykket af en saadan, affattet af Abbed Villjam, enten i hans eget, eller Erkebiskop Absalons Navn, hvor han minder Paven øm den Exkommunikation, han Aaret forud havde lyst over dem, og heder ham indstændigt at lade Vedkommende fele, hvad det har paa sig at trodse et apostolisk Mandat. „De have“, siger han, „sammensvoret sig mod Herren og hans Salvede. Efter at eders Hellighed, som I selv vide, ifjor exkommunicerede de Biskopper, som havde kronet hiin Tyran mod eders Befaling, have disse løgnagtige og slette Mænd nu ganske vendt sig til Ondskab, og have paa Løgnens Ambolt sammensmedet Bagvaskelser og onde Raad mod den Retfærdige, nemlig Erkebiskoppen, for at kunne besnære eder med deres Tale, hvilket dog være langt fra. Man har aldrig hørt saadant i Verden, som at en i Christenheden exkommuniceret Prest bliver salvet til Konge. Vi bede derfor, og anraabe eder, og alle de Helliges Mængde forene sine Bønner med vore, at eders Iver i nærværende Sag maa vise sig kraftig, og Falskheden med sine Paastande vige for Retfærdigheden, saa at de Onde kunne fanges i deres eget Overmod, og alle velsindede Mennesker kunne have Fred, men de Ondskabsfulde og de, der hade Freden, møde Forargelsens Klippe og Anstødets Steen“[3]. Omtrent paa samme Tid maa ogsaa Chorbrødrene i Nidaros, sandsynligviis efter Opfordring af Erkebiskop Erik, have sendt et Klageskrift til Paven over den Myndighed, Kongen nu efter Erkebiskoppens Bortrejse tiltog sig i de Erkestolen vedkommende gejstlige Sager, da
Side:Det norske Folks Historie 1-3.djvu/302
Denne siden er korrekturlest
284
Sverre Sigurdssøn.
51. Biskop Nikolas’s Frafald. Gesandternes pludselige Død. Bansættelsen ophævet ved en (falsk) Pavebulle.
