norske Biskopper, men ogsaa Biskop Bjarne Kolbeinssøn i Kirkevaag, saavel som Harald Jarl selv og alle de bedste Mænd fra Orknøerne, for at bringe et Forlig i Stand med Kongen, der havde truet med at ville sende en Krigsflaade til Orknøerne og lade Indbyggerne undgjelde for den Deel, de havde taget i det sidste Oprør. Der var saaledes ikke færre end sex Biskopper tilstede ved dette Møde. Her blev der nu først og fremst raadslaaet om Exkommunikations-Sagen, og det besluttedes at sende et Gesandtskab til Paven selv, med Breve saavel under Kongens som Biskoppernes Segl, hvori Sagen fremstilledes i et andet Lys end det, hvori Erkebiskoppen havde skildret den, og med Bebrejdelser mod denne, sandsynligviis fordi han gik frem med alt for stor Heftighed og Paastaaelighed[1]. Idet Biskopperne saaledes gik Erkebiskoppen ganske forbi, lagde de og for Dagen, at de ikke agtede at tage hans Opfordring til Følge. Til Gesandter udsaa man Biskop Thore i Hamar, og en Magister Richard, kaldet „Sorte-Mester,“ uvist af hvad Grund, efter Navnet at dømme en Englænder, og efter Titelen en lærd Mand, hvilket nok til saadanne Underhandlinger kunde behøves. Derpaa forhandledes Sagen mellem Kongen og Harald Jarl, der aldeles faldt til Fode, saaledes som det i det Følgende skal berettes[2]. Inden Mødet hævedes, talte Sverre disse advarende og beroligende Ord til Biskopperne: „Det er mit Raad til eder, gode Høvdinger, at I med Forstand udøve den Magt, som Gud har forlenet eder, og betænker stedse, at det ikke er eders Arv eller Fædrenegods. Hvis Erik blinde jager eder derfra, skaffer han eder vist ikke noget godt i Stedet, saa meget mindre som han ikke engang har kunnet skaffe sig noget selv, thi han har jo nu ikke flere end ni eller ti Mænd hos sig, og selv dem paa andens Mands Bekostning. Men holder I eder kun fast til mig, skal jeg nok tage Stødet for eder og ordne det Hele paa det bedste.“ De gave allesammen de bedste Løfter, og forsikrede, at de ej skulde svigte ham[3]. Biskop Paal, som hele Tiden var Kongens Gjest, drog kort efter tilbage til Island[4]. Naar man veed, hvor strengt det overholdtes, at hver den, der plejede Samkvem med en bansat Mand, derved selv faldt i Ban, maa man slutte, at i det mindste Paal ej betragtede Sverres Bansættelse som gyldig.
- ↑ Dette sees af Abbed Villjams Brev til Paven, se nedenfor.
- ↑ Se nedenfor S. 288, 289.
- ↑ Sverres Saga, Cap. 124, 126. Af det ovenfor om Biskop Paal berettede, sees det, at dette Møde holdtes i Mai eller Begyndelsen af Juni; det kan ogsaa skjønnes af Harald Jarls Nærværelse, thi da Sverre havde truet med at bekrige ham om Sommeren, maatte han for denne see til at afvende Uvejret.
- ↑ Paal Biskops Saga, Cap 4.
