vi endnu have en af Pave Coelestin til Domkapitlet under 17de Marts 1196 udfærdiget Bulle, hvori han udtaler sin Forbauselse over, hvad de havde paaklaget for ham, at uagtet Pave Hadrians Foranstaltninger vare nu de gejstlige Jurisdiktioner i Lægmænds Hænder, og der tilstodes disse utilbørlig Magt i aandelige Sager, tilføjende, at da han ønsker at udrydde en saa skammelig Uskik af Nidaros Kirke, forbyder han herved paa det bestemteste nogen som helst Lægmand inden Diøcesen at udøve kirkelig Jurisdiktion eller paadømme Sager, der høre tinder kirkelig Domstol[1]. Saa hurtig en Afgjørelse fik ikke det egentlige Hovedanliggende, for hvis Skyld Gesandterne fra Norge nu opholdt sig ved Kurien, deels fordi det altid maatte udfordre nogen Tid, inden Paven kunde tage nogen Bestemmelse, deels fordi han vel ogsaa just paa denne Tid maa have været saa godt som udelukkende optaget med Forberedelserne til det nye Korstog, som allerede 1195 var prædiket i Tydskland af Legaten, Kardinal Gregorius, og hvortil en Mængde Fyrster saavel i dette, som i det følgende Aar lode sig korse[2]. Over Udfaldet af Gesandternes Sendelse hviler der et næsten uigjennemtrængeligt Mørke. De opholdt sig i Rom indtil Slutningen af Aaret 1196, og vendte da tilbage i Følge med Fidantius, Kardinal-Presbyter af St. Marcellus, hvilken Pave Coelestin sendte til Danmark, fornemmelig, som man maa antage, for at prædike Korstog, men vel ogsaa for ved Siden af dette at røgte andre Erender, som kunde forekomme, og af hvilke da det, der havde kaldet hans Ledsagere til Rom, ikke kan have været det ringeste[3]. De kom lykkeligt til Danmark, men
- ↑ Originalen i det norske Rigsarkiv, se Dipl. Norv. I. 1.
- ↑ Det var fornemmelig paa Rigsdagene i Gelnhausen og Worms, i Oktober og November 1195, at mange af de tydske Fyrster toge Korset. (Wilkens Gesch. der Kreuzzüge V. 16, 17). Kort efter drog Kejser Henrik til Apulien, for at dæmpe nye, der udbrudte, Uroligheder. Ogsaa dette maatte bidrage til at optage Pavens Opmerksomhed.
- ↑ Vel nævner Sverres Saga Cap. 128 ikke Kardinalen ved Navn, og henfører og, som det synes, Kardinalens og Sendebudenes Død til Vintren efter den Høst, da Biskop Nikolas forligede sig med Erkebiskopperne, altsaa 1195–96; men det er dog aabenbart, at ingen anden end Fidantius er meent, thi deels vilde en Kardinal.-Legats Død i Danmark gjøre for megen Opsigt, til at den ikke skulde omtales i de danske Annaler, ligesom Fidantius’s ogsaa virkelig omtales (og dobbelt merkværdigt vilde man have fundet det, om to Kardinaler vare døde i Landet, kun med et Aars Mellemrum; men man har endog blandt alle Coelestins Kardinaler, der have undertegnet de af ham udstedte Buller, vanskeligt for at paavise en eneste, der kunde have forladt Rom sidst i 1195 og være død først i 1196. De fleste af Kardinalerne undertegne nemlig til 1196 og 1197, flere ogsaa et Stykke ind i Innocents’s Tids og de eneste, hvis Underskrifter ophøre tidligere, ere kun Romanus (14de Juli 1194), Petrus (1191), Rufinus (1191), Johannes Felix (1193) og Ægidius (Marts 1194), hvilke Underskrifter igjen ophøre for tid-
