paa ham med sande Beviisligheder. Biskoppen negtede alt, men Kongen sagde, at det hjalp ikke; han vidste alt for god Besked om det Hele. Han truede Biskoppen med den haardeste Behandling, og kaldte ham Drottinssviger og Landsforræder. Da bad Biskoppen om Naade, lovede Kongen Troskab for Eftertiden, og tilbød sig at aflægge Ed derpaa, saavel som at gjøre godt igjen hvad han havde forseet sig, og i alle Dele rette sig efter Kongens Ønske; „og var han da“, tilføjer Sagaen, „den mygeste“[1]. Kongen tog ham nu med sig til Bergen, idet han tillige lod tilsige Biskop Thore af Hamar at indfinde sig der med det første, saavel som Biskoppen af Stavanger, for at raadslaa om at vælge en Biskop i Stedet for Biskop Paal, hvilken, som ovenfor nævnt, var død den 2den April, Dagen før Slaget i Florevaag. Det viste sig noksom, at Sverre nu havde Magten, thi Valget faldt paa hans egen Hirdprest, ved Navn Martin, engelsk af Fødsel og en særdeles vel studeret Mand; de tre andre Biskopper indviede ham strax efter Sverres Ønske. Det stod da, siges der, særdeles venskabeligt til mellem Nikolas og Sverre, og var han Kongens fornemste Støtte og Raadgiver i alt hvad denne vilde have frem. Og nu satte Sverre endelig sit Ønske igjennem, at blive kronet. En engelsk Forfatter siger rigtignok, at Nikolas først negtede at besatte sig dermed paa Grund af Erkebiskoppens Fraværelse, og ikke gav Kjøb, førend Sverre lod ham binde fast til et Skjær, saa at Vandet næsten flød ham ind i Munden[2], men
- ↑ Heraf skulde man altsaa slutte, at Nikolas virkelig har tilstaaet sin Deelagtighed i Hallkell Jonssøns Anslag. Men uagtet der ej kan være fjerneste Tvivl om at han var i Ledtog med Hallkell og hans Venner, og Sverre maaskee ogsaa virkelig har havt Beviisligheder, der kompromitterede ham, ligner det dog ej den slue Nikolas, saa ligefrem at tilstaa sin Brøde. Sandsynligviis har han bedet om Naade, uden at indlade sig paa nogen formelig Tilstaaelse.
- ↑ Roger Hoveden, hos Savile S. 746,747. Denne giver en kort Beretning om disse Begivenheder, øjensynlig forvirret, ja endog synlig fordrejet til Værste for Sverre af en af dennes Modstandere, men dog saaledes, at et og andet kan tjene til at bestyrke og udfylde Sagaens Fortælling. I dette Aar, (1191), siger han, lod Kong Sverre, Norges Fyrste, sig mod Pavens Forbud krone til Konge. Da Erkebiskop Eustachius af Nidaros hørte dette, vilde han heller gaa i Landflygtighed, end være tilstede ved Kroningen, og rejste saaledes bort. Men Sverre, Kong Sigurds Søn (dette siges ganske ubetinget), sammenkaldte da alle Rigets Biskopper til Bergen, til St. Peters og Pauls Dag, for at krone ham. Blandt dem var en Biskop i Viken ved Navn Nikolas; da han ikke vilde befatte sig med Kroningen, blev han bunden o. s. v. se ovenfor. Derved blev han bange, samtykkede i Sverre Birkebeins Begjæring, og kronede samt indviede ham til Konge oven nævnte Dag i Bergen, i Overvær og med Samtykke af Biskop Martin af Bergen, Erik af Stavanger, Thore af Borgund, og Absalon. Samme Dag, da Kong Sverre sad til Bords paa kongelig Viis med Biskopperne og Rigets Høvdinger, lod han halshugge Sigurd, Søn af Adestan, forhen Konge i Norge, og Hovedet bringe ind til
